Ekspert tror United-sejr mod Liverpool kaster et job af sig til Solskjær
Der er blevet snakket og skrevet utrolig meget om, hvem der skal have et permanent job som manager for Manchester United, og det ser ud til at fortsætte noget tid endnu.
Den tidligere Arsenal-spiller, Paul Merson, mener dog, at sagen kan være lukket søndag aften.
Her har Manchester United og Liverpool spillet mod hinanden i Premier League, og Sky Sports-eksperten mener helt bestemt, at Ole Gunnar Solskjær bør tildeles jobbet som manager for De Røde Djævle på permanent basis, hvis Liverpool bliver besejret.
– Hvis de slår Liverpool, vil jeg blive chokeret, hvis han ikke får jobbet, fortæller han ifølge Sky Sports.
Manchester United kom mandag aften tilbage på sejrssporet med en udebanesejr mod Chelsea i FA Cuppen efter at have tabt 0-2 til Paris Saint-Germain i sidste uge, og det aftvinger respekt hos den engelske ekspert.
– Ved at slå tilbage på den måde ser jeg, at de går ind til kampen på søndag med alle muligheder for at besejre Liverpool. Jeg synes, at hvis bare Liverpool får noget med fra kampen, er det et godt resultat. Det fortæller mig, at Ole gør noget rigtigt i øjeblikket, lyder det fra Paul Merson.