Ekspert om Hart-behandling: Får dårlig smag i munden
På fredagens pressemøde forud for weekendens spillerunde fortalte City-manager Pep Guardiola åbent om, at han gerne lader målmanden Joe Hart forlade Manchester City, hvis ikke keeperen ønsker at spille andenviolin, indtil spanieren finder ham god nok til at stå fast i City.
Behandlingen af Hart har generelt været kompromisløs og imens Hart ikke får melidenhed alle steder fra, så mener den tidligere Manchester City-spiller Trevor Sinclair ikke, at behandlingen af Hart er okay.
– Det hele har efterladt en meget dårlig smag i munden på mig. Han har været længe i klubben og har tjent den fantastisk. Hvis han ikke er Peps (Guardiola red.) type som målmand; Fint. Det tror jeg sådan set godt, at Joe (Hart) kan tage, siger Sinclair til BBC Sport.
Sinclair tager yderligere fat i de statistikker, der siger, at Joe Hart er blandt de målmænd i Premier League med absolut lavest procent af succesfulde afleveringer. En statistik, som han mener lyver, fordi Hart aldrig spillede med korte bolde under Manuel Pellegrinis ledelse og derfor ikke bør bedømmes ud fra det.
– Når jeg ser på hele sagen, så husker jeg Joe Harts hjemmekamp mod Liverpool i november. Der ville jeg også have sparket lange bolde? Dengang ville jeg heller ikke have spillet den ud nede begfra.
– Det ændrer sig selvfølgelig nu, hvor de får spillere ind, der kan spille med bolden i forsvaret. Men det var ikke tilfældet under Manuel Pellegrini og jeg bebrejder ikke Joe for at have sparket lange bolde. Det er nok derfor, han ikke har en bedre statistik, når det kommer til at spille succesfulde korte afleveringer, mener Sinclair.
Flere medier har tidligere meldt, at Everton, Sevilla og Dortmund holder øje med keeperens situation. Hart foretrækker dog at fortsætte i Premier League og derfor er Everton favoritter til at hente den 29-årige målmand.