Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ekspert joker ikke: Spurs er titelfavoritter i tilfælde af Liverpool-nederlag

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
22.02.2019 Kl. 17:17
Talksport-værten Adrian Durham mener, at et Liverpool-nederlag vil gøre Tottenham til favoritter i titelkampen.

Spurs er fem point efter Manchester City og Liverpool på Premier League-førstepladsen, men har spillet én kamp mindre end de forsvarende mestre.

Og mens Tottenham på papiret er på en overkommelig opgave mod Burnley denne weekend, får Liverpool sit at se til på Old Trafford søndag.

Skulle The Reds tabe til ærkerivalerne fra Manchester United, er Talksport-værten Adrian Durham overbevist om, at Spurs selv kan afgøre, om de bliver mestre eller ej.

– Hvis Liverpool taber til Manchester United, har Spurs titlen i hænderne. Selvfølgelig er det mere detaljeret end som sådan, men vinder Spurs mod Burnley, mens Liverpool taber, så tager Tottenham titlen, hvis de vinder deres resterende kampe, siger Durham.

– Det er ikke en joke, det er sandheden.

Det er en kontroversiel udmelding, og det er måske nemmere sagt end gjort, da det som bekendt kræver, at Spurs vinder alle deres kampe, samtidigt med at Liverpool eller City skal tabe yderligere point i topstriden.

Men Durham har måske en pointe, for Tottenham har et overkommeligt kampprogram, og mellem den 9. og 31. marts har Mauricio Pochettinos mandskab ikke én eneste kamp – men i stedet tre ugers ferie til at restituere i, da holdet ikke er med i FA Cuppen længere.

En luksus, som hverken Manchester City eller Liverpool har.

– På grund af landsholdspause, FA Cuppen og Champions League-planlægningen har Spurs tre uger uden kamp i marts. I samme periode har City fire kampe, mens Liverpool har tre, så de har en pause, som de andre mesterskabskandidater ikke har, fortæller Durham.

– Dette er faktisk første gang, at jeg tror på, at Spurs kan levere miraklet. Det ville ødelægge Arsenal- og Chelsea-tilhængerne, og det vil virkelig være en bedrift, selvom den ikke er helt på højde med Leicesters mesterskab.

 

Annonce