Ekspert: Her er tre grunde til, at Danmark slår Frankrig
Danmark møder søndag aften Frankrig på hjemmebane i Nations League-gruppespillets sidste kamp.
Og ifølge fodboldekspert hos Danmarks Radio, Andreas Kraul, er der tre grunde til, at Danmark slår Frankrig.
Parkens magi, motivation og de franske skader er de tre grunde til, at Danmark snupper de tre point søndag aften.
Det fortæller han i et interview med DR.
Til kampen har Frankrig blandt andet modtaget afbud fra Hugo Lloris og Karim Benzema. Man bør dog passe godt på mod Les Bleus, lyder meldingen.
– Men Frankrig er verdensmestre, og sammen med Brasilien har de nok verdens største dybde i truppen, altså flest gode spillere at vælge mellem. Det kan godt være, at det ikke er hele deres A-hold, der spiller i aften, men de kan stadig stille tre hold, der ville klare det godt ved VM. Der er sindssyg meget kvalitet, og enhver sejr over Frankrig vil altid være en stor skalp for Danmark, siger Andreas Kraul til det danske statsmedie.
Der er kick-off i Parken søndag 20.45. Vi følger kampen på PLBOLD.DK.