Egyptisk fodboldforbund: Salah skal ingen steder
Selvom Egyptens rolle til dette VM allerede er udspillet, forlader Mohamed Salah ikke nationens VM-lejr før tid.
Det bekræfter præsidenten for det egyptiske fodboldforbund, Hany Abo Rida.
Egypten har tabt deres første to kampe mod Rusland og Uruguay og er dermed allerede elimineret fra slutrunden, hvilket fik rygter om, at der skulle være splid i landsholdslejren, til at opstå.
I den forbindelse skrev en række medier, at Salah ville smutte før tid, men de har vist sig ikke at være sande.
– Vi har vores kaptajn Mohamed Salah, og under FIFA regler er det krævet, at han bliver i VM-lejren og bliver med sit hold, siger Hany Abo Rida.
– Han er glad for at hænge ud med sine holdkammerater og var chokeret over, hvad der blev skrevet i pressen om splid i truppen. Vi har ingen ide om, hvor den information skulle komme fra.