Eftertragtet Fulham-stjerne vil føre klubben op i Premier League
Der er sidste spillerunde i the Championship i dag, og her kan Fulham sikre sig den direkte oprykning. Det er noget, som klubbens anfører, Tom Cairney, drømmer om.
Den engelske midtbanespiller er i den seneste tid blevet sat i forbindelse med et skifte til Premier League, men Fulham har afvist alle henvendelser indtil videre.
Til sommer vil der formentlig igen være interesse for Fulham-spilleren, men selv fortæller han i et interview med Daily Mail, at han ikke har ambitioner om at forlade London-klubben nu.
– Min drøm er at føre holdet op og være anfører i Premier League. Hvis jeg kan gøre det, vil det være en enorm bedrift, lyder det fra midtbanespilleren.
Fulham skal have flere point med fra kampen mod Birmingham, end Cardiff får med fra kampen mod Reading, for at rykke direkte op i det fineste selskab. Ellers får Tom Cairney og medspillerne en ny chance i playoff-kampene.