Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Efter syv år med Chevrolet: United kan stå uden trøjesponsor midt i næste sæson

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
13.01.2021 Kl. 13:15
Manchester United har fortsat ikke fundet en ny trøjesponsor, selvom det står klart, at Chevrolet ikke indgår en ny langtidsaftale med klubben.

I syv år har et kæmpemæssigt Chevrolet-logo prydet Manchester Uniteds trøjer, men der er nu en meget regulær chance for, at klubben kommer til at splle iført en sponsorfri trøje midtvejs i næste sæson. Det skriver Manchester Evening News.

Egentlig skulle samarbejdet mellem de to brands være stoppet efter denne sæson, men på grund af coronapandemien valgte man at forlænge sponsoratet frem til december 2021 – altså et godt stykke inde i næste sæson.

Men lige nu er The Red Devils ikke tæt på at finde sig en ny trøjesponsor, selvom klubben er i forhandlinger med adskillige. Derfor er der ifølge Manchester Evening News tre mulige scenarier for, hvad der kommer til at ske med sponsorpladsen på Manchester United-trøjerne om et års tid.

Der er selvfølgelig en god chance for, at klubben finder en ny trøjesponsor, men coronapandemien er næppe det nemmeste tidspunkt at finde sig en sponsor i. Der er også en mulighed for, at Chevrolet ender med at indgå en kortvarig forlængelse mere, så de fortsætter som trøjesponsorer frem til sommeren 2022.

Det er heller ikke helt umuligt, at vi kommer til at se en Manchester United-trøje uden nogen som helst sponsor på, selvom det vil betyde et stort tab i indtægter for The Red Devils. Skulle det ske, er det ikke utænkeligt, at Manchester United bruger fronten af sine trøjer til at reklamere for en velgørenhedsorganisation.

 

Annonce