Efter ni år: Fremtrædende United-mand søger nye udfordringer
Nicky Butt siger farvel til Manchester United.
Efter ni år i klubben med roller som træner og ansvarlig for at udvikle unge spillere vil han nu prøve sig af et andet sted. Det skriver De Røde Djævle på sin hjemmeside.
Butt, der senest har haft en rolle som head of first-team development, har været med til at udvikle spillere som Marcus Rashford, Dean Henderson og Mason Greenwood i sin tid i klubben, hvor han også selv har spillet mange kampe.
– Jeg ved allerede fra mine dage som spiller hvor svært, det er at forlade Manchester United, men det føles som det rette tidspunkt for en ny professionel udfordring, og jeg ser frem til at udforske mulighederne, der bygger på de gode oplevelser, jeg har haft her over de seneste ni år, siger Butt.
Og han får flotte ord med på vejen fra Ole Gunnar Solskjær, som selv spillede sammen med Butt.
– Nicky vil altid være en legende i Manchester United som seks-dobbelt Premier League-vinder, og naturligvis en integreret del af vores treble-vindende hold. Det har gjort ham til en stor inspiration for vores akademispillere, siden han vendte tilbage til klubben, lyder det fra manageren.