Efter Lindelöf: Nu forlænger United med to andre
Manchester United har angiveligt aktiveret en option i Victor Lindelöfs kontrakt.
Det fører til, at den 29-årige svensker får endnu et år på lønningslisten på Old Trafford.
Nu tyder noget på, at United vil fortsætte tendensen med at aktivere optioner.
Således gælder det samme for Aaron Wan-Bissaka og Hannibal Mejbri. Det melder den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano.
Wan-Bissaka er tilbage for United efter en baglårsskade, og han skal kæmpe med Diogo Dalot om minutter på positionen som højre back.
Mejbris tid hos United kan snart være ovre, efter at det blot er blevet til fem Premier League-kampe. Klubben vil dog ikke lade ham gå gratis, og det kan være årsagen til forlængelsen.
Interessen fra Sevilla og Lyon gør, at Mejbri nok ikke skal frygte for at gå arbejdsløs i løbet af året.
Lindelöf er blevet foretrukket af Erik ten Hag i denne sæson, hvor han med sine 18 kampe er den midtstopper, der er blevet benyttet flest gange.
United er at finde på en syvendeplads med tre nederlag i de seneste fem kampe.
Transfervinduet er nu gået i gang, og du kan følge med i de seneste transfernyheder her.