Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Efter Kompany-nyhed: Her er Premier Leagues bedste spillende trænere

Af Steffan Axelsen
21.05.2019 Kl. 15:54
Britiske Talksport har efter den overraskende nyhed med Vincent Kompany taget et smut i gemmerne og fundet frem til de ti bedste spillere, der også har trænet en klub i Premier League.

10 – Attilio Lombardo – Crystal Palace, 1998

Lombardo kom til klubben i 1997 fra Juventus og blev udnævnt som spillende træner året efter, da Steve Coppell overtog rollen som sportsdirektør i klubben. Crystal Palace endte med at rykke ned i sæsonen, men den positive indflydelse fra Lombardo var ikke til at se gennem fingrene med. Attilio Lombardo blev i klubben året efter, hvor han arbejdede under Terry Venables.

 

9 – Dennis Wise – Millwall, 2003-2005

Den tidligere Chelsea-motor fik rollen som spillende træner i 2003, efter at Mark McGhee havde forladt trænerposten. Dennis Wise formåede at føre Millwall frem til klubbens første FA Cup-finale i 2004, som de dog tabte til Manchester United. Finale-deltagelsen gjorde også, at Millwall kvalificerede sig til UEFA Cuppen året efter. Her røg klubben dog allerede ud i 1. runde.

 

8 – Steve Gritt og Alan Curbishley – Charlton, 1991-1995

Gritt og Curbishley lagde fundamentet for en succesfuld æra i klubbens fodboldhistorie. Først sørgede det spillende træner-par for at være blandt de bedste i Championship og dernæst lod de også unge talenter som Lee Bowyer, Richard Rufus, John Robinson og Shaun Newton få chancen og muligheden for at blomstre. Klubben rykkede sidenhen op i Premier League.

 

7 – Gordon Strachan – Coventry City, 1996-2001

Strachan kom til Coventry fra Leeds i 1995 som spillende assistenttræner under Ron Atkinson. Året efter blev Strachan forfremmet til spillende træner, og det gjorde den rødhårede skotte så tilfredsstillende, at det blev til over fem sæsoner i klubben som spillende træner i et år og sidenhen træner. Strachan forlod klubben i 2001, efter at Coventry rykkede ned fra Premier League.

 

6 – John Toschak – Swansea City, 1978-1984

Efter en skade måtte ende Toschaks karriere som spiller i Liverpool, tog han imod et jobtilbud som spillende træner i Swansea, der dengang lå i 4. Division. Toschak var blot 28 år, da han overtog trænersædet, men med to oprykninger på to sæsoner kunne ingen sætte spørgsmålstegn ved hans trænerevner. Swansea rykkede dog ned igen, hvilket blev Toschaks endeligt i klubben.

 

5 – Peter Reid – Manchester City, 1990-1993

Peter Reid blev udpeget som spillende træner for klubben, da Howard Kendall tog turen tilbage til Everton. I Reids to første sæsoner formåede han at spille og træne klubben til to 5. pladser, hvoraf klubben i den ene af sæsonerne endte bedre end lokalrivalerne Manchester United. Året efter sluttede Manchester City 9. pladsen, og året efter igen blev Reid fyret.

 

4 – Ruud Gullit – Chelsea, 1996-1998

Den populære hollænder var et oplagt mål som ny træner efter Glenn Hoddle. Han førte Chelsea til FA Cup-triumf i 1997 – deres første trofæ i 26 år. Gullit blev dermed den første udenlandske spillende træner, som vandt FA Cuppen. Han forlod klubben i 1998 efter længere tids uenigheder med klubbens administrerende formand, Ken Bates.

 

3 – Gianluca Vialli – Chelsea, 1996-1999

Da Ruud Gullit forlod klubben, fortsatte Chelsea med at benytte sig af spillende trænere. Vialli kom til Chelsea fra Juventus i 1996 og hjalp klubben som både spiller og assisterende træner – og til sidst træner. Han endte med at føre klubben til pokaltriumf i 1998, hvor Chelsea vandt både Liga Cuppen og Cup Winners Cup. Vialli blev fyret i begyndelsen af 2000/2001-sæsonen.

 

2 – Graeme Souness – Rangers, 1986-1991

Vi bevæger os lidt væk fra det engelske og over i det skotske. Efter et toårigt ophold i Sampdoria kom Souness tilbage Storbritannien, hvor han overtog tøjlerne som spillende træner i Glasgow Rangers. Han vandt den skotske liga tre gange og ligacuppen fire gange med klubben. Han forlod klubben for at følge med Kenny Dalglish til Liverpool i 1991.

 

1 – Kenny Dalglish – Liverpool, 1985-1987

Dalglish' første periode som spillende træner var præget af store forventninger. Dalglish havde allerede opnået ikon-status i klubben efter flere års succesrige sæsoner som spiller. I første sæson lykkedes det Dalglish at vinde både Premier League og FA Cuppen, og han formåede endda selv at score et af de afgørende mål i ligaen på udebane mod Chelsea.

Annonce