Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Efter Jesus-skade: Her er Arsenals transferbudget i januar

Af Emil Plovgaard
05.12.2022 Kl. 12:54
Den brasilianske offensivstjerne har gjort det godt for Arsenal indtil videre i denne sæson.

Gabriel Jesus blev lørdag meldt ude af den brasilianske VM-trup.

Der er divergerende meldinger om omfanget af Arsenal-stjernens knæskade, og det svinger fra tre uger til hele tre måneder.

25-årige Jesus pådrog sig skaden i forbindlese med fredagens kamp mod Cameroun, hvor Brasilien tabte med 0-1. Han måtte udskiftes efter 64 minutters spil.

Selvom det er et stort tab, har Arsenal dog ingen planer om at dykke ned i transfermarkedet efter hverken en midlertidig eller permanent løsning, der kan afløse Gabriel Jesus.

Det melder mediet Football Insider.

London-klubben ventes dog alligevel at blive aktive i det kommende transfervindue i januar, hvor man i stedet vil kigge efter forstærkninger til andre positioner. Her skulle en kantspiller og en central midtbanespiller være prioriteter.

Arsenals transferbudget ligger på omkring 50 millioner pund svarende til 432 millioner kroner.

I det hele taget har Arsenal-spillerne været ramt af uheld ved denne VM-slutrunde. Det er nemlig ikke kun Jesus' slutrunde, der slutter før tid. Engelske Ben White måtte også rejse hjem før tid, her var årsagen dog af familiære årsager.

Jesus står noteret for fem mål og seks oplæg i 14 Premier League-kampe for The Gunners.

Annonce