Eden Hazard lover: Min beslutning bliver snart kendt
Måske går Eden Hazard i Antoine Griezzmans fodspor og skaber stor virak om et muligt skifte, inden han i sidste ende afslører, at han bliver i Chelsea. Måske skifter han bare til Real Madrid.
Ingen ved det, men beslutningen er truffet, og Hazard venter kun på dette tidspunkt til at offentliggøre den.
Det fortæller Chelsea-stjernen i et interview med den franske tv-kanal RMC, som har lavet en dokumentar om belgieren. Det er fra selvsamme dokumentar, at Hazards citater om, at han har truffet en fremtidsbeslutning, stammer.
– Jeg ved, hvad jeg kommer til at gøre. Jeg har besluttet mig, fortæller Hazard i optagelsen.
– Men i øjeblikket tænker jeg kun på at præstere for Chelsea. Jeg har halvandet år tilbage på min kontrakt, det ved alle.
Flere engelske medier var i går såvel som i dag overbeviste om, at Hazard har besluttet sig for at skifte til Real Madrid. Om det er sandt, agter Hazard angiveligt snart at fortælle os.
– Min beslutning bliver snart kendt. Det er ikke noget, der påvirker mig. Jeg tænker på det, men uden at tænke på det. Når jeg er på banen, vil jeg bare gerne spille. Vi må se, hvad der sker, men jeg ved ikke, hvornår min beslutning kommer frem. Jeg venter på det rette øjeblik, fortæller Hazard.