Dyster melding om Andreas Skov Olsen
De seneste år har ikke været de sjoveste for Andreas Skov Olsen.
Den danske landsholdsspiller har været langt fra formen i Wolfsburg, og det er tilsyneladende ikke blevet meget bedre, siden han blev udlejet til Rangers.
Nu leverer Rangers-mediet Ibrox Noise en sammenfatning af danskerens hidtidige ophold i Glasgow-klubben, og det er ikke rar læsning:
– Han ser doven, fortabt og langsom ud. Det handler ikke længere om kampform. Han har spillet otte kampe, og det har været nøjagtig det samme. Det står helt klart, at dette ikke er en permanent tilgang, der vil finde sted, med mindre Rangers kan få ham til en drastisk reduceret pris.
– Vi kan simpelthen ikke fatte, hvordan en spiller, der har ramt dette niveau i forhold til statistikker for sit land, ser så fortabt ud for Rangers, skriver mediet.
I bagklogskabens ulideligt klare lys kaster mediet desuden et blik tilbage på dengang, da Rangers købte ham:
– Hans ophold i Wolfsburg var forfærdeligt, og opholdet i Bologna blev ikke meget bedre. Det var det største tegn, som var alarmerende og rejste et rødt flag. Det påpegede Ibrox Noise også. Men vi var meget overbeviste om, at han ville levere samme præstationer, som han gjorde i Club Brügge. Det har han bare ikke. I stedet har vi fået indsatsen fra Wolfsburg og Bologna.
Heller ikke mediet Ibrox News ser for sig, at Andreas Skov Olsen har nogen fremtid i det skotske. Den mulighed greb han ikke i weekendens opgør mod Celtic i pokalturneringen.
– Skov Olsen blev udstyret med opgaven om at tage hjørnespark og levere dødbolde for The Gers mod Celtic, men hans leverance var pinlig til tider.
Tom English fra BBC Sport skrev søndag følgende om danskeren:
– Skov Olsen, der har 40 A-landskampe for Danmark, var den primære tilgang i januars transfervindue. Han har været anonym i sine kampe hidtil, og hvis det her var hans store mulighed for at præsentere sig selv, så dumpede han prøven.
Rangers-træner melder ud om Andreas Skov Olsen
Rangers’ tyske cheftræner, Danny Röhl, blev for nylig interviewet af The Scottish Sun med henblik på et muligt køb af den danske kantspiller, og her lød det således:
– Jeg tænker, det gode er, at vi har muligheden (for at hente Andreas Skov Olsen, red.) efter sæsonen. Jeg tænker ikke på det nu her.
– Vi ved og så i momenter, hvilke dele han kan hjælpe os med, særligt på den sidste tredjedel.
– Jeg synes han er meget taktisk og intelligent. Det kan man se, men han vil nok også give mig ret i, at der er mere på vej, lød det.
I weekenden tabte Rangers sammenlagt det traditionsrige opgør mod Celtic i det såkaldte Old Firm. Det betød, at sidstnævnte avancerede til semifinalen i den skotske pokalturnering, som traditionen tro spilles på ikoniske Hampden Park.
Andreas Skov Olsen får en ny mulighed for at vise sig frem, når Rangers søndag eftermiddag gæster St. Mirren. Forud for opgøret er The Teddy Bears placeret på en tredjeplads med seks point op til førstepladsen, Hearts fra Edinburgh.
Syv Liverpool-stjerner misser mødet med Galatasaray i Champions League. Læs mere her.
I videoen øverst i artiklen kan du se Andreas Skov Olsen nette for Wolfsburg i Bundesliga-kampen mod RB Leipzig.


















