Dortmund benægter at Sokratis allerede er Arsenal-spiller
Det har længe lignet en sikker ting, at Sokratis ville skifte Borussia Dortmund ud med Arsenal, men ifølge den tyske klubs sportsdirektør er handlen endnu ikke faldet på plads.
Flere engelske medier har ellers længe berettet, at en handel til en værdi af £16 millioner skulle være undervejs – og at det kun var et spørgsmål om tid, før Unai Emery kunne annoncere endnu en nyanskaffelse til klubben.
Helt så langt er forhandlingerne dog ikke, selvom Michael Zorc, Dortmunds sportsdirektør, anerkender, at transferen formentlig ender med at blive en realitet.
– Der er meget, der peger i retning af et skifte, men ingenting er færdiggjort på nuværende tidspunkt, og jeg vil ikke kaste mere benzin på rygtefabrikken, som siden maj har kædet 27 forskellige Dortmund-spillere sammen med et skifte væk fra klubben, udtaler Michael Zorc til det tyske medie Reviersport.
Ifølge Zorc arbejder Dortmund mere på at skaffe en erstatning til Pierre-Emerick Aubameyang, som den tyske klub solgte til netop Arsenal i januars tranfervindue, men da Sokratis kun har ét år tilbage på sin kontrakt med Dortmund, tyder meget fortsat på, at Dortmund også skal finde en afløser for deres store græker i midterforsvaret.