Dommerskandale og rådne æbler: Da lille Danmark rystede de tyske verdensstjerner i Idrætsparken
Uwe Seeler var så afgjort en af Tysklands allerstørste spillere gennem tiderne.
Tysk fodbolds måske mest feterede og elskede stjerne gennem tiderne omtales ganske ofte som en mand med en sund appetit og lidt til. Det er almindeligt kendt, at klub- og landstrænere igennem hans karriere måtte holde ekstra øje ved buffeten, når Uwe gik om bord i de dejlige retter. Han kæmpede hele karrieren igennem med kampvægten, men tilnavnet ”Der Dicke” – den tykke, skal faktisk ikke opfattes som nedsættende. Med sit fysiske udseede og fremtoning lignede Uwe ”manden på gaden”. Han var lille, tyndhåret, lidt ”tæt bygget” og udstrålede på ingen måde billedet på en sportsstjerne. Tværtimod kunne den almindelige tysker afspejle sig selv i Seeler, og det var måske medvirkende til hans gigantiske popularitet.
Modstandere skulle være yderst forsigtige med at undervurdere den undselige angriber. Han havde en komplet teknik, og trods begrænset højde var han i besiddelse af betydelig springkraft og et stærkt hovedspil. Desuden ejede han – ligesom landsholdsmakkeren i den sidste del af karrieren, Gerd Müller – den specielle evne for at være på pletten og score mål.
Seeler spillede hele karrieren i Hamburger Sports Verein. Publikum på Volks Park gav ham tilnavnet ”Uns Uwe”. Han var en af deres egne.
Da Bundesligaen blev indført i 1963, var Seeler i forvejen en kæmpe stjerne i tysk fodbold. I BL’s forløber, Oberliga Nord, scorede han kasser på stribe: Fra debuten i 1954 til 1963 kunne han fremvise denne målstatistik: 28, 32, 31, 22, 29, 36, 29, 28, 32 kasser. Og i Bundesligaens premiere-sæson blev han (selvfølgelig) topscorer med 30 mål. Samlet scorede ”der Dicke” 490 gange i 580 kampe. En vanvittig præstation. Tre gange blev Uwe Årets Spiller i Tyskland, og han opnåede en 3. plads i Ballon d’Or i 1960.
På Der National Elf var Seeler også suveræn med 43 mål i 72 landskampe.
Med tiden omstillede han sig til rollen som dyb targetman og oplægger til de offensive kollegaer. Det nød Gerd Müller godt af ved VM i Mexico i 1970. Uwe blev aldrig verdensmester, men opnåede sølv i 1966 og bronze i 1970, og desuden en 4. plads i 1958.
Den lille ”Torjäger” lagde støvlerne på hylden i 1972. Siden blev han et prominent medlem af HSV’s bestyrelse og æresborger i Hamburg. En kæmpe granitfigur, der forestiller Uwes fod, er opstillet til hans ære uden for Volks Park i dag. Han gik bort som 85-årig i 2022.
Mod Danmark i 1958
Seeler og co. mødte et stærkt undertippet dansk landshold i september 1958.
Vesttyskland var lige blevet nummer fire ved verdensmesterskabet i Sverige. Og tyskerne kom med hele arsenalet. Innertrioen bestod af kanonskytten Helmuth Rahn, det unge boldgeni Helmuth Haller og altså selveste ”Den Tykke”, målkongen fra Hamburg, Uwe Seeler.
Det danske nationalmandskab derimod tilhørte efterhånden den europæiske bund.
Året forinden havde DBU for første gang nogensinde tilladt landsholdet at stille op i en FIFA VM-kvalifikationsturnering (fordi det var broderfolket der skulle afholde VM), men Danmark endte med 0 point.
Landstræner Arne Sørensen havde brug for en helstøbt indsats efter en blandet første sæson som landstræner, og udtog århusianerne Henry From og Hans Christian Nielsen til defensiven, mens der blev plads til hele to mand fra det dengang meget populære Brønshøj, nemlig halfbacken Benny Lohse og den teknisk dygtige innerwing Mogens Machon.
Forventningerne var mildt sagt skrabede, og det var da også tyskerne der først fik styr på sagerne overfor et stift og nervøst spillende hjemmehold. Men AB’s uforlignelige fighter Verner Nielsen havde en rigtig god dag, ligesom de to nævnte århusianere og 1909’eren Erling Linde Larsen på højre back. Heldigvis for danskerne skød Helmuth Rahn ukontrollabelt og ukoncentreret, og det viste sig at der skulle en mindre dommerskandale til at slå hul på bylden for VM-semifinalisterne. Kampens dommer Milan Pencl overså helt ufatteligt et kæmpe frispark af Uwe Seeler på Benny Lohse, og selv om linjedommeren vinkede med flaget, tillod tjekken at Seeler kunne spille en fri Rahn, der scorede med et smukt hovedstød mens alle danskerne stod og ventede på fløjten.
Det fik fyret op under publikum, der begyndte at opruste på rådne æbler som kasteskyts (hvad der dengang ikke var helt usædvanligt), men det ændrede også danskernes tilgang. Forsigtigheden blev smidt over bord og de rød-hvide tog initiativet. Gode chancer til bl.a. anfører Poul Pedersen gav yderligere blod på tanden. Efter et kvarter af anden halvleg kom den fortjente udligning. Debutanten Bent Hansen, der havde smidt premierenerverne, spillede en karakteristisk præcis aflevering frem til Mogens Machon, hvis indlæg blev dirigeret i nettet af Vejles kanonskytte Henning Enoksen, der blot spillede sin anden landskamp. Egentlig skulle Bent Hansen have debuteret tidligere på året mod Finland i Helsingfors, men et trafikuheld og en kvæstet hofte udskød den første optræden på landsholdet. Men hvilken debut det blev for den 25-årige B.1903’er!I den sidste halve time stod der Danmark på det hele. En lettere rystet Sepp Herberger – manden bag det tyske VM-guld i 1954 – måtte udskifte Helmuth Haller med den mere rutinerede og defensive Hans Cieslarczyk for at stabilisere sit hold en smule og redde uafgjort. Det var faktisk stik imod reglerne, for man måtte kun skifte ud hvis der kunne påvises en skade. To år forinden havde den svenske rigstræner ”Putte” Koch skabt et ramaskrig, da han skiftede ud i et arvefjendeopgør hvor svenskerne var pressede og kun med nød og næppe klarede 1-1. Nu gentog Herberger det usportslige regelbrud, og pressen krævede da også efter kampen, at DBU skulle protestere: ”Dansk Boldspil Union bør allerede i dag sende en skarp protest til det tyske fodboldforbund. Den tyske opførsel bør fordømmes på det skarpeste”, skrev Arne Ullrich fx i Aftenbladet. Det tyske forbund så nok mere pragmatisk på det. Gentleman-regelsæt tilhørte efterhånden fortiden – og de sidste amatører i Norden.
