Disse Premier League-spillere skal du have på dit managerhold til VM
VM og managerspil hører sammen.
Sådan er der rigtigt mange, der tænker, og derfor har vi sat os for at kigge nærmere på VM-managerspillet på holdet.dk, hvor der i skrivende stund er tilmeldt mere end 80.000 hold.
Der er udtaget 736 spillere til slutrunden, og en del af dem spiller til daglig i Premier League, og det er dem, vi tager udgangspunkt i. Vi har fundet frem til fem spillere, som, vi forventer, vil score mange point til dit managerhold.
Danilo
Position: Forsvar
Land: Brasilien
Pris: 3 millioner
Manchester City-spilleren er pludselig blevet en vigtig del af det brasilianske landshold efter Daniel Alves’ skade. Han ligner en starter på Tites mandskab, hvor han kommer til at indtage positionen som højre back. Danilo ligner en god investering på managerholdet. Han er billig, er en del af en stærk defensiv, kan få lov til at angribe en hel masse og så kan han nå langt i turneringen.
Kieran Trippier
Position: Forsvar
Land: England
Pris: 3 millioner
Det engelske landshold kommer formentlig til at spille med tre midterforsvare og to wingbacks, og her er Tottenham-spilleren udset som højre wingback foran Trent Alexander-Arnold. For tre millioner synes Kieran Trippier at være et godt køb. Han slår nogle af de bedste indlæg i Premier League, og inde foran mål har han Harry Kane til at score målene. Samtidig kan der godt vente England et par kampe, hvor der bliver spillet til nul mod Tunesien og Panama.
Mesut Özil
Position: Midtbane
Land: Tyskland
Pris: 4 millioner
Blot fire millioner for en kreativ spiller, som ligner en sikker starter på Joachim Löws landshold. I 90 landskampe for Tyskland er Arsenal-spilleren noteret for 23 mål og 40 assists, og han har i Timo Werner, Thomas Müller og Julian Draxler omkring sig nogle spillere, som ved, hvor målet står. Mesut Özil har været ramt af en mindre skade, men han bør blive helt klar til Tysklands første kamp. Forvent både mål, assists og sejre fra tyskeren, som også må ventes at nå langt i Rusland.
Eden Hazard
Position: Midtbane
Land: Belgien
Pris: 8 millioner
Straffesparksskytter står altid i høj kurs i managerspil, og Eden Hazard bør ikke være en undtagelse. Han har ikke haft en stor sæson i Chelsea, men på det belgiske landshold vil han komme til at spille på et langt mere flydende hold, og det vil kun komme ham til gavn. Det belgiske landshold kan muligvis få et par nemme kampe mod Panama og Tunesien i gruppespillet, hvor der kan vente både mål og assists fra Eden Hazards fødder. Samtidig kan Belgien forventes at nå langt ved slutrunden.
Gabriel Jesus
Position: Angreb
Land: Brasilien
Pris: 6,5 millioner
Brasilien er topfavoritter til at vinde VM, og sydamerikanernes foretrukne frontløber ligner Gabriel Jesus. Den unge Manchester City-angriber scorede senest i testkampen mod Østrig, og han ser ud til at få langt mere spilletid end Roberto Firmino, som ellers koster en halv million mere på holdet.dk. Vi går med Gabriel Jesus, som kan have en håndfuld mål i sig til VM.
_______________________________________________________________________________________________________
Statistikken viser, at de fem mest populære Premier League-spillere til VM-managerholdet i øjeblikket er:
N'Golo Kanté (Frankrig) – 39,3 %
Willian (Brasilien) – 39,2 %
Mesut Özil (Tyskland) – 33,6 %
Kasper Schmeichel (Danmark) – 26,3 %
Danilo (Brasilien) – 25,9 %