Diogo Jota måtte ikke flyve – tog bilen før tragedien
Diogo Jota fik angiveligt besked på, at han ikke måtte flyve som følge af en nylig lungeoperation, der blev foretaget blot få dage før det tragiske dødsfald.
28-årige Diogo Jota var sammen med sin bror, André Silva, på vej til Santander for at nå en færge, da et dæk på Lamborghinien ifølge myndighederne sprængtes i forbindelse med en overhaling.
Jota og hans bror, der er midtstopper for portugisiske Penafiel, befandt sig ganske tæt på den portugisiske grænse inden den frygtelige dødsulykke.
Nye detaljer fra The Metro kan berette om, at Diogo Jota egentlig havde tænkt sig at flyve, så han kunne undgå ruten, der er kendt som Spaniens mest farlige.
Ifølge CNN Portugal fortalte læger til Liverpool-stjernen, at han ikke burde flyve så kort tid efter operationen. TV-kanalens sportsredaktør, Rui Laura, fortalte følgende under en direkte sending tidligere torsdag.
– Han havde fået foretaget en lungeoperation, og han var blevet rådgivet om ikke at flyve herefter.
– Han var på vej til den nordspanske havneby Santander for at nå en færge og komme til Storbritannien ad den vej og så fortsætte med bil, så snart han ramte Storbritannien. Han var på vej til Liverpool med sin bror, lyder det fra Laura.
En anden portugsisk journalist, Victor Pinto, fortalte til CMTV:
– Diogo Jota vælger sommetider at rejse via bil, fordi han til tider føler ubehag i lungen, intet alvorligt, og som vi ved, er der en færge, som forbinder det sydlige England med Spanien.
Liverpool begynder optakten til den kommende sæson på mandag, og det bliver med sikkerhed en emotionel en af slagsen. Spillerne vil forsøge at finde inspiration i at ære Diogo Jota efter den frygtelige ulykke.
Diogo Jota, der skiftede til Liverpool fra Wolves i 2020, optrådte 182 gange for The Reds med 65 mål og 26 oplæg til følge, og han hjalp klubben med at vinde en Premier League-titel i den forgangne sæson.
Mindet om ham vil aldrig blive glemt.
Det er desuden kommet frem, at Diogo Jota delte et hjerteskærende opslag kort før hans død. Læs mere her.


















