Dier rasende på Herrera efter albue i hovedet: Jeg møder ham snart
I anden halvleg af den underholdende venskabskamp mellem England og Spanien fik Ander Herrera sin debut for det spanske landshold, og Manchester United-spilleren nåede at gøre opmærksom på sig selv undervejs.
Den spanske midtbanespiller var involveret i en episode med Eric Dier, hvor bolden ikke var i nærheden, og efter kampen var Dier ganske utilfreds med Herrera.
– Jeg er ligeglad med, om nogen sparker mig eller sådan noget, men jeg lavede en aflevering, og det skete lang tid bagefter. Han gav mig en albue i hovedet, og jeg kan ikke se hvorfor. For mig at se er det bare latterligt, lød det fra Tottenham-spilleren ifølge TalkSPORT.
– Jeg har ikke noget imod, at folk kommer til at sparke hinanden ind i mellem, men dét her var bare grimt og unødvendigt.
Dier fulgte efter Herrera på vej op ad banen derefter, hvor han protesterede over for spanieren, som afviste beskyldningerne.
– Han sagde, at han ikke gjorde noget, men jeg synes, at det var ret tydeligt. Hvis du ser det, tror jeg, at det vil være ret tydeligt at se, hvad han gjorde, og jeg kan mærke det på min kind nu. Så jeg ved, hvad han gjorde, og jeg kan ikke lide den slags.
– Det er okay. Det er bare fodbold. Disse ting sker, men jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det for at være ærlig. Det er derfor, at jeg var sur. Det var underligt og ikke pænt.
Tottenham skal møde Manchester United på Old Trafford den 11. december, og Dier har ikke tænkt sig at glemme episoden før den kamp.
– Jeg behøver ikke få ham til at undskylde, jeg møder ham snart, tilføjede Dier.