Diego Simeone går amok på Liverpool-fan
Atlético Madrids cheftræner Diego Simeone kunne ikke holde sig i ro i slutminutterne af kampen mod Liverpool onsdag aften.
Da Virgil van Dijk i overtiden scorede til 3-2 og sikrede The Reds sejren, gik Diego Simeone amok på sidelinjen.
På tv-billederne kunne man se, hvordan den iltre argentiner kom i klammeri med flere sikkerhedsvagter, der forsøgte at afskærme cheftræneren fra tilskuerpladserne.
I sidste ende fik Diego Simeone rødt kort for sine aktioner på sidelinjen, og efterfølgende indrømmede han, at han havde lavet en fejl.
Samtidig gik han også ud med en opfordring om at få identificeret den Liverpool-tilhænger, der fik ham til at reagere så voldsomt.
– Min reaktion er ikke i orden, men efter 90 minutters fornærmelser er det ikke let, sagde Diego Simeone ifølge AS.
– Fornærmelser hele kampen og også gestusser. Den, der skal forblive rolig, er mig. Jeg skal kunne tåle gestusser, fornærmelser og hvad som helst.
Han gjorde det samtidig klart, at han ønsker at få identificeret den Liverpool-tilhænger, der viste ham fingeren i slutminutter af onsdagens opgør på Anfield.
Liverpool har nu vundet alle sine første fem kampe i denne sæson, hvor klubben har scoret meget sent i alle opgørene i både Premier League og Champions League.
Danmark skriver Champions League-historie


















