Di Maria-comeback: Perez lyver
Angel di Maria skiftede fra Real Madrid til Manchester United for et par uger siden, og i går var hans tidligere præsident, Florentino Perez, ude at sige, at argentineren var for grådig, da han angiveligt havde ønsket en løn på størrelse med Cristiano Ronaldos.
Det har dog fået den nybagte United-spiller til at reagere.
– Jeg har aldrig sagt, at jeg ville forlade Real Madrid. Det ville jeg aldrig. Under VM koncentrerede jeg mig udelukkende om turneringen, og jeg ved ikke, hvor historierne fra den spanske presse kom fra, siger den 26-årige midtbanespiller til Radio America.
– Der var ingen, der sagde noget til mig eller mine repræsentanter om, at jeg skulle blive, så vi regnede med, at Real Madrid ville sælge.
– Jeg fik ikke noget endeligt tilbud fra Real Madrid inden VM. Min agent blev i Madrid, men vi har aldrig bedt om det beløb, der bliver snakket om. Det var en million euro, der skilte os ad i forhandlingerne, siger kantspilleren.
Til sidst sendte han lige en spydig kommentar mod Real Madrid-præsident:
– Jeg havde aldrig noget med Florentino at gøre. Da jeg forlængede min kontrakt med klubben, var han ikke engang til stede, fortæller han til slut.