Di Canio: Borini er et røverkøb
Paolo Di Canio mener, at han gjorde et røverkøb, da han lejede Fabio Borini i Liverpool.
Den 22-årige Borini fik debut for Sunderland, da han blev indskiftet i anden halvleg i nederlaget til Arsenal. Sunderland havde blot småpenge tilbage på transfervinduets sidste dag, og derfor valgte man at leje Borini for denne sæson. Selvom italieneren blot skal være hos ‘The Black Cats’ i et år, er Di Canio overbevist om, at han kan udfylde hullet efter Stephane Sessegnon.
– Borini er en spiller, jeg ikke har nogle bekymringer om, sagde den temperamentsfulde manager til Shields Gazette.
– Vi er nød til at være ærlige, i slutningen af transfervinduet kunne vi ikke bruge flere penge, og i Borini kunne vi leje en spiller med de karakteristika, jeg har ledt efter. Han var ledig, og vi vidste, han kunne gøre et arbejde, fordi han er en god spiller, og vores regime kan hjælpe ham. Vi ved, vi kan udvikle ham som spiller, og han giver os andre muligheder.
Borini har spillet blot fem kampe fra start i Liverpool, men angriberen har stærke rødder i England, eftersom han gik op igennem rækkerne hos Chelsea og var udlejet til Swansea i Championship.
– Han var glimrende i Swansea, scorede regelmæssigt, og vi skal huske, at selvom han kun er 22 år, er han allerede i gang med sin fjerde sæson som professionel. Til trods for alle skaderne, er han allerede italiensk landsholdsspiller i en alder af 22. Så han har en god portion erfaring for en ung mand at være, men han er en stærk angriber med britisk kvalitet, og han elsker at spille i England. Han har også ægte kvalitet.
– Han er nødt til at overbevise sig selv, han er nødt til at overbevise mig, men han er ung, et godt talent med den rette engelske mentalitet, og det kan blive en interessant tid for ham her, afslutter Di Canio.