“Det tog Ronaldo personligt!” – Sir Alex tvunget til at ændre stil
Meget få Manchester United-stjerner slap for Sir Alex Fergusons berygtede “hårtørrer”-behandling. Legendariske episoder som fodboldstøvlen, der ramte David Beckham i ansigtet, og Ruud van Nistelrooy, der fik en skideballe for at bytte trøje efter et derby-nederlag, er blevet ikoniske. Ferguson var nemlig lige så kendt for sit temperament som for sine mange titler.
Men enkelte spillere gik fri.
Ifølge Nemanja Vidic – tidligere anfører i klubben – var der profiler, som Ferguson bevidst undlod at råbe ad. En af dem var Cristiano Ronaldo.
– Han råbte ikke, fordi han var bange for nogen. Men han indså, at det ikke hjalp med alle spillere, fortæller Vidic i et interview med The Overlap ifølge The Express.
Vidic, der spillede over 300 kampe for klubben mellem 2005 og 2014, afslører, at Ferguson ændrede sin tilgang efter en konfrontation med Ronaldo.
– Jeg tror, han ændrede sig efter at have råbt af Ronaldo. Jeg tror ikke, Ronaldo tog det særlig godt. Det virker måske med britiske spillere, men han var mere forsigtig med udlændinge.
En anden spiller, der efter sigende aldrig fik “hårtørreren”, var Eric Cantona – på trods af hans berygtede kung-fu spark mod en tilskuer i 1995.
Ronaldo, som forlod klubben i 2009 til fordel for Real Madrid, omtaler stadig Sir Alex som “chefen” og har tidligere kaldt ham en “faderfigur” i sin tidlige karriere.
Sir Alex Ferguson står noteret for 13 Premier League-titler, to Champions League-trofæer og en lang række pokaler – og hans ledelsesstil har uden tvivl sat varige spor, også hos superstjerner som Cristiano Ronaldo.
Andetsteds har det skabt stor kritik, at UEFA har ændret reglerne i Champions League fra næste sæson – læs mere her.


















