Det sorte kapitel i dansk fodbolds historie

På denne dag, den 5. september, for 8 år siden, udspillede der sig et sort kapitel i dansk fodbolds historie.

Landsholdet stod foran en betydningsløs venskabskamp i Slovakiet, men DBU og anførergruppen kunne ikke opnå enighed om de fremtidige rammer for aktørerne. Som dagene gik, tilspidsedes tonen mellem parterne, og der blev i tiltagende grad optakt til konflikt.

Landsholdets stærke anførergruppe, med Simon Kjær, Kasper Schmeichel og Christian Eriksen i spidsen, forhandlede honorarer og vilkår med unionen, og dialogen kørte helt skævt.

Årsagerne var formentlig hovedsageligt, at DBU’s direktør, Claus Bretton-Meyer, opfattedes som arrogant og ultimativ, og samtidig blandede Spillerforeningen sig i konflikten med en nidkærhed der forekom aldeles anakronistisk, og mere hjemmehørende i en svunden tid, hvor fagforbundene gik fra forhandlinger med de griske arbejdsgivere med blod på skjorterne.

Spillernes krav om at DBU skulle påtage sig en faktuel rolle som arbejdsgiver forekom skudt langt over målet, og det er min påstand, at der generelt ikke var megen forståelse blandt ”fodboldfolket” for de opskruede lønkrav fra en spillergruppe, der til daglig nød godt af fede millionkontrakter i deres klubber. Min personlige holdning er, at landsholdsspillere overhovedet ikke skal honoreres pekuniært for at repræsentere deres land. Æren – og den ikke uvæsentlige eksponering – bør bære lønnen i sig selv. Omvendt var det indlysende, at selve rammerne for landsholdssamlingerne godt kunne bruge en opgradering.

Spillerforeningens indblanding

Sagen burde aldrig have endt i strejke. Men Spillerforeningen satte hårdt mod hårdt, og landsholdet stod uden aktører i forhold til den venskabskamp i Trnava mod Slovakiet, som der var truffet aftale om. DBU plæderede til de strejkende om at komme til fornuft. En aflysning kunne medføre alvorlige konsekvenser i UEFA. Der blev talt om udelukkelse og karantæne fra international turneringsfodbold. Men uden effekt. Spillerforeningen havde kaldt til kamp under fanerne – dog ikke den rød-hvide.

I første omgang regnede man i DBU med, at man kunne stille med et landshold bestående af hjemlige divisionsspillere, men Spillerforeningen og anførergruppen truede med bål og brand og kaldte det ”usolidarisk” hvis nogen agerede skruebrækkere og stillede op. Til sidst måtte man gå tiggergang i amatørrækkerne og bede futsal-landsholdet om støtte.

Landstræner Åge Hareide valgte (ganske forståeligt) at forholde sig neutral. Han sad klemt imellem to stole; hans spillere og hans arbejdsgiver. DBU kunne givetvis have tvunget Hareide til at stille sig til rådighed, men det havde drevet en kile ind imellem ham og anførergruppen, og potentielt skabt en uholdbar situation på sigt. Man valgte at frede nordmanden, og bad i stedet John Faxe Jensen om at stille op som landstræner for en enkelt aften.

Udsigt til store tæv

Faxe drog så til Trnava med en trup af Danmarksserie- og futsalspillere, og der blev i al hast sammensat et smalt team med bl.a. legendariske Allan Poulsen.

Aldrig har Danmark stillet op til en landskamp med så ringe forventninger. En sæk på et tocifret antal mål forekom helt realistisk. Foran tv-skærmene samledes folk med bange anelser. Rekordnederlaget i 1937 på 0-8 mod Tyskland i dét, der siden blev kaldt ”Katastrofen i Breslau” kunne nemt blive ”overgået”.

Slovakkerne stillede i stærkeste opstilling med bl.a. stjernen Marek Hamsik og Martin Skrtel. De har sandsynligvis fundet hele situationen ret absurd.

John Faxe og hans team på dagen stillede med denne opstilling:

Christoffer Haagh, Jægersborg                                                                                                       

Simon Vollesen, Birkerød     

Nicolai Johansen, Vanløse                                                                                   

Daniel Nielsen, Vanløse                                                             

Mads Bertelsen, Tarup/Paarup                                                 

Christian Bannis, Tarup/Paarup                    

Rasmus Johansson, HIK      

Oskar Høybye, Vanløse                                   

Rasmus Gaudin, Vanløse                                                                                     

Kasper Kempel, Skovshoved                          

Christian Offenberg, Avarta (anfører)

Disse reserver kom på banen:

Anders Hunsballe, Greve     

Adam Fogt, Kastrup               

Daniel Holm, Skovshoved   

Anders Fønss, Tarup/Paarup                          

Christopher Jakobsen, Hillerød                    

Christian Bommelund, Jægersborg             

Fightede flot

Den interimistiske træner kendte ingen af spillerne, da han satte sig op i flyet mod Slovakiet, og måtte improvisere taktik mm. på stedet. Men han fik pumpet gejst i ”vikarlandsholdet”.

Vikarerne kæmpede forbilledligt og gik fra Stadion Antona Malatinskeho med æren i behold og et absolut respektabelt 0-3-nederlag.

For DBU var den akutte krise overstået, og den truende katastrofe afværget. Der blev efterfølgende indgået forlig med Spillerforeningen og anførergruppen. Men mange sad tilbage med en dårlig smag i munden, og der var ingen tvivl om, at de etablerede landsholdsspilleres generelle omdømme og popularitet led et knæk.

Læs mere om sagen og om John Faxe Jensens kamp som vikarierende landstræner her: Truet med bål og brand: Den rystende historie om Faxes vilde aften som landstræner