Det mest 'forbudte skifte' i Danmark: Nu binder Brøndby tidligere FCK-stjerne til 2030
Der findes skifter i dansk fodbold, der trækker dybere spor end andre. Da 18-årige Oskar Fenger i januar valgte at bytte FC Københavns ungdomsafdeling ud med Brøndby IF, spærrede mange øjnene op. Nu, blot et halvt år senere, står det klart, at satsningen har været en total genistreg for både spiller og klub.
Brøndby IF har netop annonceret, at de har bundet det målfarlige talent på en opsigtsvækkende kontrakt, der løber helt frem til sommeren 2030.
“Jeg hører hjemme her”
Hovedpersonen selv lægger ikke skjul på, at han har fundet det perfekte match i gult og blåt. Selvom fortiden ligger hos ærkerivalerne fra Parken, er hjertet i dag placeret solidt på Vestegnen.
– Jeg føler virkelig, at jeg er faldet godt til, og at jeg hører hjemme i klubben. Der er ikke nogen, jeg hellere vil spille for. Det er hér, jeg gerne vil være, fortæller Oskar Fenger til Brøndby IF’s hjemmeside.
En kometkarriere under opsejling
Det er ikke kun på træningsbanen, at Fenger har imponeret. Siden skiftet har han leveret præstationer, der har fået fansene til at drømme om en ny målmaskine med 12 mål i 18 kampe i U19-ligaen.
Desuden fik han smagen af Brøndby Stadion i foråret, da han blev skiftet ind i 6-0 nedsablingen af Sønderjyske.
– At det er gået så hurtigt med at få debut på stadion og modtage al den kærlighed… det har været over alle forventninger. Jeg har ikke kunnet drømme om mere, lyder det fra angriberen, der nu officielt er en del af fremtidens Brøndby-hold.
Nu venter næste kapitel, hvor Fenger skal veksle sine mål i U19-ligaen til en fast plads i Superliga-truppen.
Han vinker farvel til Silkeborg: Her er Nicolai Larsens overraskende nye klub



















