Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Det lærte vi af Premier League: Mesterskabskampen er åbnet op

Af Morten Bruun Jørgensen
12.12.2018 Kl. 12:43
16. spillerunde i Premier League er færdigspillet, og det er tid til at gøre status over, hvad vi lærte af den forgangne runde.

Der er blevet spillet 10 kampe fordelt over lørdag, søndag og mandag, og det er nu tid til at se på nogle af de ting, som vi har lært af den seneste runde i Premier League, hvor et af holdene i ligaen led sit første nederlag.

Cardiff bliver ikke prügelknabe

Inden sæsonstart var det de færreste, som havde en tro på, at Cardiff ville klare skærene i Premier League, men efter 16 runder er det tydeligt at se, at den walisiske klub ikke vil overgive sig uden kamp. Der er blevet samlet 14 point sammen, og tre af de seneste fem kampe er blevet vundet. I weekenden røg der tre vitale ind på kontoen, da det blev til en hjemmesejr mod Southampton, som havde Jannick Vestergaard i en uheldig hovedrolle. Selvom sæsonen fortsat er lang, tegner der sig et klart billede af, at Cardiff ikke er en prügelknabe.

Manchester City er ikke uovervindelige

15 ligakampe uden nederlag, og der var heller ikke noget, der tydede på et nederlag lørdag aften mod Chelsea, men the Blues havde sammensat en god taktik, og takket være scoringer af N’Golo Kanté og David Luiz, endte Manchester City med at indkassere det første nederlag i Premier League. Selvom det blev til et nederlag, var det dog the Citizens, som var bedst i store dele af kampen, og med en smule mere dygtighed havde de også fået point med fra Stamford Bridge. Nederlaget åbner mesterskabskampen en smule mere op, og det må give håb i Liverpool-lejren. Samtidig var der bestemt også stor opløftning til Chelsea efter nogle skuffende resultater på det seneste.

Jürgen Klopp har også en plan B

Mens Jürgen Klopp har været manager i Liverpool, er the Reds blevet kendt som et hold, der har et meget aggressivt presspil, men det er der blevet lavet om på i denne sæson, og mod Bournemouth i weekenden var det et langt mere passivt Liverpool-mandskab, der var på banen. Den tyske manager havde valgt at stille op i en 4-4-2-formation, hvor Bournemouth fik lov til at være en del på bolden, mens Liverpool ventede på det rette øjeblik for at erobre bolden og slå kontra. Det var et anderledes udtryk, men det gav i den grad pote, og Liverpool endte med at vinde 4-0 på udebane.

Annonce