Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Det lærte vi af Premier League: Everton går nogle store år i møde

03.12.2018 Kl. 13:01
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

I weekenden blev der spillet flere lokalopgør, og det er blandt andet interessant at se nærmere på de to sidste kampe, der blev spillet søndag eftermiddag.

Samtidig kan vi nu konstatere, at et uafgjort resultat mod Manchester United ikke længere er nok til at kunne redde en manager fra at blive fyret.

Lad os se nærmere på det vigtigste, som vi kunne tage med fra 14. runde i Premier League-sæsonen 2018/19.

Uafgjort mod Manchester United er ikke nok

Southampton var lørdag aften foran 2-0 mod Manchester United, men De Røde Djævle formåede at komme tilbage i opgøret og fik 2-2. Det endte med at koste Mark Hughes jobbet som manager for Southampton. Det var selvfølgelig ikke den præstation alene, der har gjort udslaget, men det var tilsyneladende dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Southampton ligger lige nu nummer 18 efter 14 kampe, og det er kun lykkedes at få én sejr.

Unai Emery er en mirakelmager

Det har ikke været mere underholdende at se Arsenal spille i flere år. The Gunners er nummer fire i Premier League, og med undtagelse af nederlag i sæsonens første to kampe mod Manchester City og Chelsea har klubben ikke tabt. Det er ganske flot, og i weekenden blev det til en helt fortjent sejr mod Totenham, som ellers havde tværet Chelsea ud en uge tidligere. Unai Emery har formået at skabe et vinderhold, og han har udviklet Rob Holding, Granit Xhaka og Lucas Torreira, mens han har formået at få det bedste ud af Pierre-Emerick Aubameyang. Flot stykke arbejde af spanieren.

Everton har aldrig set mere spændende ud

Det kan godt være, at Everton tabte 1-0 i Merseyside-derbyet, men the Toffees havde stor ære af kampen, og der er al mulig grund til at rose Marco Silva for det arbejde, han har gjort i den korte tid, han har været i klubben. Forsvaret er blevet stabiliseret og har gennemgået et generationsskifte, og på midtbanen er der fundet en meget spændende duo i Idrissa Gueye og André Gomes, der virkelig har fundet storspillet frem. Samtidig ser offensiven meget lovende ud med Gylfi Sigurdsson, Bernard og stjerneskuddet Richarlison.

Everton har en reel mulighed for at ende i top seks denne sæson, og i de kommende sæsoner vil klubben kun blive bedre, og der er også økonomiske kræfter at spille med. Det lover godt for Everton, der går nogle store år i møde.

Annonce