'Det er jeg ret sikker på': Guardiola forudsiger Klopps fremtid
Det kom som et chok for store dele af fodboldverdenen, da Jürgen Klopp i den forgangne måned meddelte sit exit som manager for Liverpool efter denne sæson.
Fremtiden er uvis for den 56-årige tysker, der dog tidligere har understreget, at han vil tage et års pause fra fodboldverdenen.
Derudover har han også sagt, at det ikke er sikkert, han vender tilbage som fodboldtræner.
Men det er Manchester Citys succesfulde manager, Pep Guardiola, nu ret sikker på.
– Han vender tilbage. Det er jeg ret sikker på. Hvor han tager ved jeg ikke, det ved kun han.
– Han vil hvile sig en smule, slappe af og danne sig et perspektiv, for når man spiller hver tredje dag i sæsonen, så er det svært at danne sig et billede af, hvad man laver, og hvad man ønsker med sit liv.
– Indimellem er det godt at tage en pause. Han vælger det bedste for ham, lyder det fra Guardiola i et interview med TNT Sports.
Liverpool og Manchester City har mødt hinanden én gang i løbet af indeværende sæson. 25. november spillede klubberne nemlig 1-1 på Etihad Stadium.
Kun to point adskiller de to mandskaber i Premier League, hvor Liverpool indtager førstepladsen, mens Manchester City halser lige efter. Dertil kommer, at Pep Guardiolas mandskab har en kamp i hånden.
Der venter et brag af en kamp, når klubberne igen støder sammen i Premier League den 10. marts. Denne gang på Anfield.
Manchester City er tirsdag aften i aktion i ottendedelsfinalen i Champions League, hvor F.C. København venter. Guardiola har afsløret, at han elsker én FCK-stjerne – læs mere her.
Xabi Alonso er udpeget som den store favorit til at tage over efter Klopp, men ifølge tidligere Liverpool-spiller er der én bekymring ved den spanske Leverkusen-træner – læs mere her.
Alt imens Klopp har meddelt sin afgang som Liverpool-manager, kan du i videoklippet i toppen af artiklen høre, hvor længe Guardiola har tænkt sig at blive ved som manager.