Desværre, United: Bale bliver Real Madrids nye Ronaldo
Havde stjernerne stået en smule anderledes, var Gareth Bale måske endt i Manchester United, skriver Marca fredag.
Var Zinedine Zidane forblevet Real Madrid-træner og havde Cristiano Ronaldo ikke forladt klubben, kunne Bales skifte til Manchester United meget vel være blevet en realitet – men sådan gik det som bekendt ikke.
Med Julen Lopetegui i spidsen skal den walisiske winger nemlig ingen steder denne sommer – eller foreløbigt for den sags skyld.
Marca mener at vide, at Real Madrid har udset Bale som deres stjernespiller – eller ”franchise-spiller” – i stedet for Ronaldo.
Bale skal være spilleren, som Real Madrid bygger deres hold op om, og hvor Bale førhen var utilfreds med manglen på spilletid under Zidane, har Lopetegui garanteret den tidligere Tottenham-spiller massevis af tid fra start.
Desuden vil den nye Real Madrid-træner spille Bale tættere på modstanderholdets mål og Karim Benzema, og udsigten til mere spilletid og flere mål til sit navn har overbevist Gareth Bale om at blive hos den spanske storklub.