Desværre, Brighton: Newcastle vil ikke sælge til ligarivaler
Oprykkerne fra Brighton har det seneste stykke tid forsøgt at snuppe Aleksandar Mitrovic i Newcastle, men the Magpies har afvist ethvert bud på angriberen.
Årsagen er, at Newcastle ikke har nogen intentioner om at sælge spillere til ligarivalerne. Det fortæller Rafael Benitez forud for weekendens FA Cup-opgør mod Chelsea:
– Hvis vi får en ny angriber ind, så vil vi helt sikkert overveje at sælge ham (Mitrovic, red.), men ikke til andre Premier League-klubber. Hvis vi ikke får fat i en angriber, så må vi overveje, hvad der skal ske, da vi har brug for spillere.
– Jeg har set i pressen, at Brighton har budt £7 eller £8 mio., men vi tænker slet ikke på at sælge vores spillere til andre Premier League-klubber. Det vil ikke give nogen mening.
Mitrovic har haft svært ved at finde vej til Newcastles hold i denne sæson, og den serbiske angriber kan meget vel være på vej væk, men det bliver altså ikke til en anden Premier League-klub.