Desperat jagt på en målscorer: Southampton interesseret i Barcelona-angriber
29 mål i 31 kampe er det blot blevet til Southampton i denne sæson, og klubben jagter desperat mål fra angriberne.
I januar forsøgte klubben fra den engelske sydkyst sig derfor med at hente argentinske Guido Carrillo i AS Monaco for knap £20 millioner. Den store angriber har dog endnu ikke fundet vej til netmaskerne i sine første syv ligakampe for klubben, som også savner mål fra de øvrige angribere i truppen.
Shane Long, Charlie Austin og Manolo Gabbiadini har til sammen scoret 11 mål i 66 Premier League-kampe for Southampton, og det er blandt andet en af grundene til, at klubben ligger under nedrykningsstregen i skrivende stund.
Southampton har ikke mulighed for at forstærke sig på nuværende tidspunkt, og mens klubben håber på at kunne overleve i Premier League, holder de øje med Barcelonas spanske angriber, Paco Alcacer.
Sky Sports erfarer, at Southamptons netværk i Spanien har fulgt angriberen i Barcelona, hvor han er reduceret til reserve for Luis Suarez, men han har alligevel scoret ét mål pr. 143 minutter i Barcelona-trøjen i denne sæson.
Det er dog ikke kun Southampton, som er interesserede i den tidligere Valencia-skarpretter. Ifølge det britiske medie har både Villarreal og Celta Vigo også følerne ude.