Der Kaiser: Mindeord om verdens bedste forsvarsspiller

Historikeren Michael Kjærbøl har fulgt dansk og international fodbold i årtier. I denne artikel har han skrevet sine mindeord om Franz Beckenbauer.

De falder som fluer. De gamle helte. Ikonerne, der tegnede fodbolden i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Det ligger ligesom i kortene. De bliver gamle og går bort. Episke forbilleder som Bobby Charlton, Mario Zagallo og nu også Franz Beckenbauer. Tre giganter. Repræsentanter for det fineste inden for fodboldens vidunderlige globale legestue. Tre ægte innovatorer og foregangsmænd.

Zagallo var medopfinder af Feolas sagnomspundne ”Jogo Bonita”, det mest gennemførte sambafodbold kloden har set, i 50’erne. Uden Zagallos klogskab og overblik, havde brassernes forførende enere, Pelé og Garrincha, ikke haft pladsen og friheden til at udfolde deres magiske ”Ginga”, der tog verden med storm ved VM i 1958.

Uden uopslidelige Bobby Charlton havde sir Alf Ramsey ikke kunnet udfolde vingerne på sine ”wingless wonders”, der bragte Jules Rimet trofæet til fodboldens moderland i 1966. Og hvor ville fodbolden være uden Franz Beckenbauer, der med sin banebrydende nytænkning revolutionerede al form for taktisk tradition i 70’erne og opfandt liberorollen; idealiseringen af ideen om det spilopbyggende forsvarsspil.

I dag er det almindeligt, at forsvarere skal være i stand til meget andet end at destruere, markere og nedbryde. I moderne fodbold skal defensivspillere kunne bidrage til kvikke opspil og fastholde possession.

Sådan var det ikke i 70’erne, hvor centerhalfer skulle heade og tackle, og hvor den defensive halfback i det gængse 4-4-2 system først og fremmest bød ind med knofedt og kynisme. Franz Beckenbauer kunne og ville meget, meget mere end det. Skolet som offensiv midtbanespiller i et fremstormende Bayern München, med medspillere som Josef ”Sepp” Maier og Gerd ”Bomber” Müller, kreerede Beckenbauer rollen som centerforsvarer med konstruktive kvaliteter.

Han førte – og anførte – FC Bayern frem til tre Europa Cup turneringssejre for mesterhold i træk, og Vesttyskland til verdensmesterskabet på hjemmebane i 1974. Og han blev kåret til Årets Bedste i Europa (ballon d’Or) to gange, i 1972 og 76.

En tysk avis sammenlignede, lidt ironisk, Beckenbauer med den gale Bayernkonge Ludwig II, der fortabte sig i romantiserede eventyrbyggerier mens Preussens militærmaskine kørte Sydtyskland over. Således opstod tilnavnet ”Der Kaiser”.

Ganske passende for denne fodboldens aristokrat, der med sin oprejste, majestætiske skikkelse nærmest svævede over grønsværen og bragte en ny dimension til begrebet ”elegantier”. Alt så let og ubesværet ud for den krølhårede, sublime strateg.

Det var som om, at han bare ejede en unik evne til at holde næsen i sky og urørligt springe hen over vildt tacklende og håbløst udmanøvrerede modstandere. Det barske rugbrødsarbejde overlod kejseren til sine undersåtter, de flittige arbejdsbier Johnny Hansen og Georg Schwarzenbeck i Bayern, og fighterne Berti Vogts og Horst-Dieter ”Jernfod” Höttges på landsholdet.

I takt med at den gamle Bayerngarde i anden halvdel af 1970’erne blev for bedaget, blev kejserens polerede, fremadrettede forsvarsspil anset for at være for risikabelt. Anderledes simple dyder og mere jordnære spillertyper kom til deres ret i Bundesligaen.

Beckenbauer tog konsekvensen og smuttede til USA, for at spille i New York Cosmos med Pelé. Der Kaiser blev beskyldt for at arrogant og uimodtagelig for kritik. Men en kongelig kan jo ikke stå model til hvad som helst.

I 1980 gjorde han imidlertid et spektakulært comeback i tysk fodbold. Ikke i München, men på Volks Park hos bayrernes nordtyske rivaler HSV. Kejserens tilbagevenden fra det amerikanske eksil blev modtaget med udbredt skepsis: Havde de aldrende ben tempoet og den prøvede fysik hårdheden til at gøre sig gældende? Ville kejseren blive en skygge af fordums storhed? Beckenbauer gjorde alle tvivlerne til skamme og førte Elbens perle til tops.

Som en sidste juvel i den overdådige krone af titler og trofæer. Først derefter fandt kejseren det passende at abdicere. Det skete med et afsluttende år i Cosmos.

Det lå i kortene, at Der Kaiser ville komme til at spille en fortsat fremtrædende og toneangivende rolle som træner. Han var nærmest som skåret i træ til positionen som landstræner.

Med suverænt overblik og måske også en sund portion kynisme, førte han Tyskland til VM-titlen i 1990. En triumf der nærmest blev synonym med optimismen og euforien over Murens fald og det nye, forenede Tyskland.

Dermed blev Beckenbauer en af kun tre personer, der har vundet VM både som aktiv og som træner. Førnævnte Zagallo og franske Didier Deschamps er de to andre.

Igennem mange år besad Der Kaiser fremtrædende positioner i FC Bayern, og i det tyske fodboldforbund som henholdsvis klubpræsident respektive vicepræsident. Som prominent medlem af diverse komitéer i FIFA-regi, gik Beckenbauer ikke udenom affærer der bidrog til en vis grad af skandalisering.

Måske tabte fodboldens forgudede royale ætling endelig jordforbindelsen dér til sidst? Men han fortjener ikke desto mindre et eftermæle som en gigant. Hvor ville fodbolden have været fattigere uden hans geni.

I går gik han bort, 78 år gammel, efter længere tids sygdom.

Æret være Franz Beckenbauers minde.