- Der er stor forskel på Lukaku og Brown Ideye
Den nigerianske angriber, 25-årige Brown Ideye, blev klubbens rekordindkøb denne sommer med et prisskilt på £10 millioner. Han skiftede til the Hawthorns fra Dynamo Kiev.
Alan Irvines tropper tabte til Everton i weekenden, hvor den tidligere lejesvend, Romelu Lukaku, stod for gæsternes føringsmål. Han ønsker ikke at sammenligne Lukaku og Brown Ideye med hinanden, da der er stor forskel på angriberne.
– Der er stor forskel på de to – specielt i forhold til pengene (transfersum og løn, red.), udtaler Irvine til Sky Sports.
– Der er også en stor forskel på, hvad de har været igennem hver især for at blive ved dette punkt.
– Romelu, som tydeligvis har den største respekt her grundet sine præstationer for klubben, er en spiller, der forstår Premier League. Det er ikke ham, der prøver at forstå, hvad der sker her i landet.
– Han er faldet utrolig godt til i Everton. Han forstår, hvad der forventes af ham, og Everton-spillerne forstår, hvad de skal gøre for at spille efter hans stærke sider. Derfor vil det være meget svært at bedømme Brown Ideye på samme måde, som man kan med Romelu.
Alan Irvine indrømme endvidere, at han er tilfreds med, hvad han har set fra angriberens side til træning.
– Han viser gode kvaliteter til træning, men han har brug for mig og trænerstaben; vi skal give ham tid til at falde til, afslutter den 56-årige manager.
Brown Ideye, der har spillet på det nigerianske landshold siden 2010, har på klubbasis været aktiv i Ocean Boys, Neuchâtel Xamax, Sochaux og Dynamo Kiev.