Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Den svære anden sæson: Leeds har problemer

Af Redaktionen
13.09.2021 Kl. 13:50
Der lader til at være problemer i paradis i Leeds, der har fået en svær start på sæsonen og ikke har lært af sidste sæsons fejl.

Leeds var slet ikke i nærheden af at kunne matche Liverpool søndag aften på hjemmebane, og det må være bekymrende for Marcelo Bielsa.

Nuvel, Leeds skal naturligvis ikke forvente at kunne måle sig med Jürgen Klopps superhold, men måden Leeds tabte på var kritisabel, og nederlaget kom ovenpå en sløj sæsonstart.

Her lagde sidste sæsons oprykkere ud med at få ørerne i maskinen mod Manchester United, der vandt 5-1, og derefter fulgte uafgjorte resultater mod Everton og Burnley.

Indtil videre ligner det bestemt ikke, at Leeds har formået at bygge på efter sidste sæson, hvor klubben på imponerende vis var tilbage i Premier League efter mange års fravær og spillede en flot sæson, hvor man aldrig var truet af nedrykning.

Det lader heller ikke til, at Leeds er blevet klogere af skade.

En af de store udfordringer allerede i sidste sæson var måden, hvorpå holdet forsvarer sig på standardsituationer. På det punkt var Leeds blandt ligaens dårligste.

Det er ikke blevet bedre til denne sæson, og her på redaktionen kan vi naturligvis ikke vide, om Marcelo Bielsa slet ikke prioriterer de defensive dødbolde, eller om han simpelthen bare ikke formår at rette op på de åbenlyse problemer, som holdet har der.

Ikke desto mindre koster det alt for mange mål, og derudover fik klubben heller ikke lyst et transferproblem på den defensive midtbane.

Man jagtede en backup for Kalvin Phillips, der muligvis er holdets vigtigste spiller, og når han ikke er på banen, falder Leeds i højere grad fra hinanden end ellers.

Det kan vise sig, at den svære anden sæson ikke er bare noget, man siger. For Leeds kan det blive et tema, hvis klubben ikke hurtigt får rettet op på en svær sæsonstart.

Muligheden er i hvert fald gylden, når man gæster Newcastle, der er den eneste klub, der har indkasseret flere scoringer end Leeds, allerede på fredag.

Annonce