Den nye landsholdstrøje: En ommer?

Hektisk debat

Denne klumme er udtryk for forfatterens subjektive holdning.

DBU og Hummel lancerede den 22. oktober et nyt outfit for herre- og kvindelandsholdet. Trøjens udtryk har afstedkommet en hel del debat.

På den ene side har en del fodboldeksperter udtalt sig skeptisk om farvevalget. For eksempel Bo Henriksen i ”Tirsdagstrænerne”. På den anden side har Peter Sørensen stået frem i Viasats ”Sportstalk” med uforbeholden støtte. Trøjen har sågar påkaldt sig politisk interesse, og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard har nærmest gjort sin kritik af den til en mærkesag. Farvevalget er da heller ikke uden politiske undertoner. Man kunne måske endda kalde det et statement.

Hummels CEO, Lars Stentebjerg, udtalte i forbindelse med lanceringen, at: ”Landsholdet har en helt særlig evne til at samle Danmark. Det gælder, uanset om man står på tribunen, ser kampen hjemme fra sofaen eller følger med fra gaden sammen med sine venner. Med ALIS (Hummels samarbejdspartner, red.) og DBU har vi ønsket at skabe noget, der favner hele det fællesskab og bringer landsholdene tættere på den kultur og de mennesker, der lever med det hver eneste dag”.

Ifølge DBU indgår trøjen i en kollektion der ”bygger bro mellem dansk fodboldkultur, streetwear og fællesskab”.

Nøglebegreberne i symbolværdien er inklusion og integration. Politisk ladede termer i en samfundsmæssig kontekst, hvor diversitet og forskelligheder har en positiv bundklang.

Træk lige håndbremsen

Det er legitimt at mene, at et samfunds dynamikker og normer har godt af at inkorporere det nye og udviklingsskabende. Men det er lige så legitimt at ønske at værne om visse grundlæggende kulturelle værdier. Vores verden forandres på alle tænkelige parametre i et rasende tempo, og det kan såmænd være sund fornuft at trække i håndbremsen.

Samfundets normsæt kan flyttes gradvist som en hegnspæl, hvorved indholdet, fællesskabet, helheden undergår en forandring, der ender med at skubbe til selve fundamentet. Det er ikke nødvendigvis konstruktivt. Man kan tilsætte en flæskesteg et nyt krydderi, men sværen skal altså stadig være sprød. Når den sorte farve på den nye landsholdstrøje dominerer den røde, så sker der et symbolsk normbrud.

Er diskussionen ude af proportioner, når der ”blot” er tale om farvevalg på en trøje? Det kan man mene. Livet går da også videre efter at landsholdet har spillet de næste kampe. Men debatten rummer alligevel noget væsentligt principielt.

Pil ikke ved farverne!

Landsholdet repræsenterer dansk fodboldkultur, nationen og fællesskabet. Det tilhører hverken DBU eller Hummel. Det er vores allesammens. Hele folket. Det traditionsbundne, visuelle udtryk er derfor ikke uvigtigt. Det er det fællesskabs- og identitetsskabende, der binder sammen på tværs af alder, køn, holdninger, sociale skel, religion og hudfarve. Det transcenderer alskens forskelligheder, uoverensstemmelser og konflikter.

Det bør derfor være grundlæggende uforanderligt, uagtet at udbyderne gerne vil pleje deres kommercielle interesser, og hele tiden finde på nyt.

Hvis landsholdet skal benyttes som provokation i politisk ladede statements, så kan vi vel imødese en regnbuefarvet landsholdstrøje? Eller en gul-blå? Formålet er tilsyneladende at udfordre de gængse normgrænser. Så hvad bliver det næste?

Lad politikerne om at drive politik. Og landsholdet optræde i nationens farver. Det er rød og hvid. Ikke sort.

Historien

Det allerførste danske landshold der spillede internationale kampe i DBU-regi i 1897 og 1898, optrådte i en dragt der på billeder forekommer at være hvid med DBU-logo på brystet. Ifølge avisreferater fremgår det imidlertid, at trøjerne var ”rødmeleret”.

I 1906 repræsenterede et uofficielt landshold nationen ved OL i Athen, iklædt hvide skjorter med små, fine påsyede Dannebrog. Slår man op på Wikipedia får man et foto af et hold i sort-hvid stribede trøjer. Det er ikke danskerne.

Det første officielle landshold deltog ved OL i London i 1908 i røde trøjer og hvide bukser. Der findes sites på nettet der påstår andet. De er helt enkelt usandfærdige.

Rød og hvid har lige siden 1908 været de danske farver.

I en periode i 1920’erne var det kutyme, at det var hjemmeholdet der skiftede farve. Det var som en høflig gestus over for det gæstende mandskab. Således spillede Danmark i hvidt i Idrætsparken i 1923, da Schweiz kom på besøg. Siden blev det en international standard, at det var udeholdet der måtte skifte. Begrebet ”udebanetrøje” opstod altså.

Karnevalsdragten

Omkring 1960 gik landsholdet fra skjorter til trøjer (t-shirts om man vil). I moderne tid er der skiftet udbyder flere gange. Umbro, Adidas og Hummel har været tøjleverandør. Den mest kontroversielle landsholdstrøje var vel ”Dynamitholdets” rød-hvid stribede dragt ved VM i Mexico? Skribenten Per Høyer Hansen lagde ikke fingre imellem og kaldte den en ”karnevalsdragt”. Den skilte vandene, men der blev skabt en slags symbiose imellem trøjens flabede og utraditionelle udtryk, og landsholdets opportunisme. Da glansen gik af ”Reseppten” efter slutrunden, harmonerede det spraglede tøj ikke længere med det skrabede spil.

”Karnevalstøjet” var nok nyskabende, men rødt og hvidt. Det har været en ufravigelig norm indtil for et par år siden, hvor Hummel/DBU lancerede en brun landsholdstrøje. Jeg er ikke specielt mode- eller designbevidst, men jeg må erkende, at jeg fandt den rædsom. Den nye sorte trøje er flot og smart. Som overtræks- eller træningsoutfit. Ikke som spilletrøje.