Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Den næste Vardy: 10 bud fra National League

Af Kalle Thue Gregersen
25.09.2018 Kl. 20:12
Sky Sports har i samarbejde med Football Whispers fundet frem til 10 navne i National League, der kunne gå hen og blive den næste Jamie Vardy.

Jamie Vardys vej til toppen af europæiske topfodbold er enestående. Den målfarlige angriber gik fra amatørfodbold til at blive professionel på blot fem år, og det kan muligvis inspirere selv den mest dovne serie 5-angriber – så læs med!

Vanarama, der er sponsor for National League, som er Englands femte bedste fodboldrække, har i øjeblikket fokus på prostatakræft. I den forbindelse er Sky Sports og Football Whispers gået sammen om at finde den næste Jamie Vardy – eller de kommer i hvert med 10 bud fra National League. 

1. Josh Kelly – Maidenhead United

19-årige Kelly er et produkt af Maidenheads eget akademi. Manageren for klubben, Alan Devonshire, er kendt for at tage sig af uslebne diamenter og sælge dem videre til større klubber, og Kelly kan blive den næste. 

I sidste sæson var han udlejet til Walton Casuals, og her scorede han 40 kasser. Det fik Devonshire til at rykke ham op på førsteholdet. Indtil videre har han scoret fem mål. 

2. Macauley Bonne – Leyton Orient

Bonne stjæler alle overskrifter i National League i øjeblikket. I debutsæsonen scorede den 22-årige angriber 25 mål i 52 kampe. 

Før han kom til klubben havde han aldrig scoret et tocifret antal mål på en sæson, men han er startet ud med at score seks mål i denne sæson. 

3. Mike Fondop-Talom – Wrexham

Her har vi en kraftfuld og stærk angriber, som kan blive interessant for større klubber. Den 24-årige spiller har aldrig scoret et hav af mål, men han holder modstanderens forsvar på dupperne med sin styrke. 

Denne sæson er han dog kommet fint fra start med fem mål. 

4. Jack Barham – Barnet

Barham kom til Barnet denne sommer, efter han scorede 37 mål for Greenwich Borough i sidste sæson. 

22-årige Barham har tidligere haft prøvetræninger hos Millwall og Cambridge United. Han er kendt for at være hårdtarbejde, og han kan også sætte sine medspillere op. Barham blev dog skadet tidligt i sæsonen, men han er vendt stærkt tilbage med to mål i seks kampe. 

5. Serhat Tasdemir – AFC Fylde

Denne 18-årige gut er et af de hotteste navne i ligaen. Sidste sæson blev han kåret til årets unge spiller i klubben. 

Der går tilsyneladende rygter om, at han snart bliver udtaget til Englands U19-landshold, og han har været linket til Leicester City – så hold øje med ham her. 

6. Nicke Kabamba – Havant and Waterlooville

Endnu en stor og stærk angriber, men ham her er også hurtig. Kabamba var sprinter i sine unge dage, men valgte at gå fodboldvejen. 

Han scorede 40 mål i 80 kampe for Hampton and Richmond Borough, og det fik Portsmouth til at hente ham, men han havde det svært. Nu får han spilletid igen, og han har scoret fem gange i sæsonen. 

7. Jack Hindle – Barrow

Den 24-årige Hindle scorede 13 gange og assisterede yderligere 21 i sidste sæson, og det fik Barrow til at hente ham i sommer. 

Han har fortsat den gode stime og har lavet fire mål. Han kan være et eksempel på en sent udviklet spiller. 

8. Dayle Southwell – Halifax Town

Wycombe Wanderers hentede Southwell i 2016, efter han scorede 54 gange i 84 kampe for Boston United. Opholdet blev dog en fiasko, da han kun scorede et ligamål i to år. 

Nu skal han have kickstartet karrieren, og han har fået en lovende start i sin nye klub. Fire mål i 12 kampe. 

9. Blair Turgott – Maidstone United

Han har spillet på West Hams akademi og optrådt på Englands U-landshold fra U16 til U19. 

Turgott tog til Jamie Vardy V9-akademi efter en succesfuld sæson hos Bromley. Dette er sidste chance for den 24-årige winger, og han har scoret seks gange i denne sæson. 

10. Lyle Della-Verde – Braintree Town

Della-Verde skrev faktisk en professionel kontrakt med Fulham som 17-årig, men han brød aldrig i gennem på førsteholdet. 

Han røg ud på diverse lejeophold, og han fandt sit fodfæste i National League South. Denne sommer kom han til Braintree Town, og den 23-årige pasningssikre spiller har fået en imponerende start i klubben. 

Annonce