Dembele: Vi spiller ikke sexet fodbold
Med en 1-0-sejr over Sydkorea i går endte Belgien på ni point i Gruppe H, og nu venter et opgør imod USA. Det var Tottenhams Jan Vertonghen, der blev matchvinder i aftenens kamp, og holdkammerat Moussa Dembele er tilfreds med Belgiens start på slutrunden.
– Vi er tilfredse med starten. Det er måske ikke den mest sexede form for fodbold, men vi er glade for at have fået ni ud af ni point. Man kan se, at for hver kamp får vi mere selvtillid, fortæller Dembele, som måtte klare sig uden Steven Defour, som blev udvist i første halvleg.
– I dag var det svært. I anden halvleg forsvarede vi en hel del, men til sidst var det positivt. Det var ikke så nemt, som det så ud, for med ti mænd var det ret svært. Vi løb en del. Men vi skabte nogle chancer, og det var ikke slemt til sidst.
Også Nacer Chadli kom på banen i går og var altså den tredje Spurs-spiller på Belgiens mandskab.