Dele Alli om fremtidigt skifte: Man skal aldrig sige aldrig
Dele Alli er et af de lysende talenter i engelsk fodbold, og har været det siden skiftet til Tottenham fra MK Dons i 2015.
Det har dog også ledt til en rygtestorm, der i flere omgange har sendt ham væk. I særdeleshed Real Madrid er blevet nævnt i den forbindelse, og Alli selv nægter da også at udelukke et skifte, trods han er glad i klubben.
Det siger han ifølge Daily Mail.
– Jeg ville aldrig sige aldrig til noget. Man ved aldrig hvad der kommer til at ske i fodbold. Jeg har et par år tilbage af min kontrakt. Vi har et nyt stadion, en ung trup, en ung manager, så det er et godt sted at være lige nu. Alle spillerne kan se, hvilken retning klubben bevæger sig. Man skal dog aldrig kigge for meget ud i fremtiden, da det tager glæden fra at være i nuet, lyder det fra Alli.
Dele Alli har scoret 37 mål og lavet 26 assists i Premier League på de tre sæsoner, han har spillet i Spurs.