Dele Alli lovpriser Spurs-manager
Engelske Dele Alli er fuld af beundring for sin manager i Tottenham Mauricio Pochettino. Den unge englænder mener, at den argentinske manager har stor betydning for engelsk fodbold, fordi han tør tage chancen med unge engelske spillere.
Ryan Mason, Eric Dier og Harry Kane har alle fået debut på det engelske landshold i 2015, efter de beviste deres værd for Mauricio Pochettino i Tottenham. I denne sæson har 19-årige Dele Alli også fået debut for The Three Lions efter en imponerende sæsonstart på White Hart Lane.
Tirsdag aften scorede den unge englænder sit første landsholdsmål i sin blot anden landskamp. Dele Alli mener, at Mauricio Pochettino er årsagen til hans udvikling de seneste måneder samt hans debut på det engelske landshold:
– Mauricio Pochettino er en fantastisk manager, som ikke er bange for at bruge unge engelske spillere, siger Dele Alli.
– Han betyder meget for engelsk fodbold. Det er stort for Tottenham og det viser, at klubben har gang i et godt projekt.
Den tidligere MK Dones-profil føler sig allerede godt tilpas hos The Lillywhites. Det skyldes blandt andet, at den 43-årige manager tager sig godt af spillerne i truppen:
– Han er meget passioneret og bekymrer sig om spillerne. Jeg har kun været i klubben i nogle måneder, men jeg ved allerede nu, at jeg kan komme til ham, hvis jeg har problemer.
– Derudover stoler han på de unge spillere, hvilket selvfølgelig har været en stor fordel for mig, slutter Dele Alli.