Delaney: Premier League kan lade sig gøre
Den danske landsholdsspiller Thomas Delaney er et navn, der længe har været på blokken hos sportsdirektører og managers i Premier League. Og efter Dortmund ellers for nylig har set ud til at vinde kapløbet om midtbanespillerens underskrift, ser det nu mere sandsynligt ud, at Delaney havner i Premier League.
Flere Premier League-klubber, heriblandt Everton, West Ham og Brighton, er meldt interesserede i danskeren. Og Delaney selv vil bestemt heller ikke udelukke et skifte til Premier League, fortæller han i dag til BT:
– Jeg har sagt før, at jeg godt kunne tænke mig at spille i Premier League, og det er stadig noget, jeg gerne vil. Det er helt sikkert min topprioritet, siger Delaney til avisen.
Ifølge den tyske avis Bild lyder prisen på danskeren på 110 millioner kroner. Og det lader til at være en pris, klubber er villige til at betale. I hvert fald bekræfter Delaneys sportsdirektør i Werder Bremen, Frank Baumann, at klubben forhandler med en mulig køber:
– Det er sådan, at en af de interesserede klubber har meldt ud, at den vil købe ham. Vi er i forhandlinger, siger Frank Baumann til Bild.
Delaney har på halvanden sæson spillet 45 Bundesliga-kampe for Werder Bremen og scoret syv mål.