Defensiven bekymrer Rodgers
Det var noget af et målshow, som Liverpool og Swansea leverede på Anfield søndag aften. Men de mange indkasserede mål bekymrer Liverpool-manager, Brendan Rodgers.
Liverpool har i denne sæson sprudlet i offensiven, men i defensiven har det set meget anderledes ud. Således har Liverpool i de seneste 12 kampe indkasseret 7 mål i ligaen, hvilket langt fra er imponerende med ønsket om at spille med i toppen af Premier League. Rodgers er heller ikke imponeret.
– Vi forsvarede overhovedet ikke godt nok.
Fortæller en frustreret Liverpool-manager, og fortsætter.
– Vi indkasserer alt for lette mål. Det er ikke så meget strukturelt. Det er fejl eller beslutninger, som koster.
Daniel Agger var sammen med Martin Skrtel placeret i midterforsvaret hos hjemmeholdet, men han måtte se sig udskiftet for Kolo Toure i anden halvleg, hvilket Rodgers forklarede med, at han ville kunne konkurrere bedre fysisk mod Wilfried Bony.