Debutant strålede i Vidic-afsked
Efter et skuffende nederlag i weekenden til Sunderland ventede der her til aften en ny opgave for Ryan Giggs og Manchester United, idet nedrykningsfrie Hull City gæstede Old Trafford i sæsonens sidste hjemmekamp for de detoniserede mestre.
Og i en kamp, der blandt andet markerede den sidste hjemmekamp for Nemanja Vidic samt debuten til duoen Tom Lawrence og James Wilson, kom hjemmeholdet markant bedst fra start, og burde måske allerede få minutter inde i opgøret være blevet tildelt et straffespark, da en sprudlende Adnan Januzaj blev nedlagt i feltet, men dommer Craig Pawsons fløjte forblev tavs. En god halv time inde i opgøret kom forløsningen dog for hjemmeholdet, da Fellaini pandede bolden ned i fødderne på den 18-årige debutant, James Wilson, som kvitterede ved at sparke bolden tørt i kassen.
Efter pausen blev det 2-0, da Januzaj igen brillerede på kanten, inden han sendte Fellaini alene igennem med keeperen. Den belgiske tometer-mand kunne dog ikke udnytte chancen, og måtte i stedet se unge Wilson flugte returbolden i kassen. Hull fik håbet tilbage, da Matt Fryatt bragede et tørt langskud i kassen kort efter, men mod slutningen introducerede hjemmeholdet både Robin van Persie og manager Ryan Giggs, og kort før tid lukkede førstnævnte opgøret, da han med højreskøjten flugtede kampens sidste scoring ind og gjorde det til 3-1.
Mod slutningen var Ryan Giggs centimeter fra et sparke et fænomenalt frispark ind, men forsøget blev reddet til fansenes store ærgrelse. Opgøret endte 3-1, og markerede således afskeden for Nemanja Vidic, mens også Ryan Giggs forventes at have betrådt græsset for sidste gang på Old Trafford. Med sejren holder United et spinkelt håb i live om at hente sjettepladsen, mens Hull forbliver i den nederste halvdel af tabellen, dog på den rigtige side af nedrykningsstregen.