Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

De Nytteløse Ni: De mærkeligste leje-aftaler nogensinde

Af Emil Eire Frerk Olsen
25.05.2020 Kl. 19:40
Vi har taget et kig på nogle af Premier League-historiens mest mærkværdige leje-aftaler. Listen er i vilkårlig rækkefølge.

Mauro Zaraté – Fra Al-Sadd til Birmingham i 2007

Zaraté er sidenhen blevet et mere almindeligt kendt navn i Premier League, men hvad var det nu lige, der foregik tilbage i 2007. Den dengang 20-årige argentiner var lige skiftet til Qatar, hvilket i sig selv var underligt dengang, og seks kampe senere skiftede han så videre til England, som han aldrig før havde sat en fod i. Og så som leje-spiller. Og så lige i Birmingham. Zaraté nåede 14 kampe og scorede fire mål, men klubben rykkede alligevel ned.

Julien Fabert – Fra West Ham til Real Madrid i 2009

Paul Merson sagde en gang, at Faberts agent havde fortjent en honnør fra dronningen. Det havde han til dels nok også ret i. Det er stadig den dag i dag ufatteligt for enhver Premier League-fan, hvordan Real Madrid endte med at hente den gennemsnitlige West Ham-back. Han fik to kampe i Spanien. Ud over to år i Bordeuax er skotske Kilmarnock den største klub han sidenhen har spillet for.

Nicklas Bendtner – Fra Arsenal til Juventus i 2012

Bendtner var lige rykket ned med Sunderland i en sæson, hvor han nettede otte gange i 30 kampe. Ikke decideret pinligt, men heller ikke ligefrem noget, der burde fænge Juventus' interesse. De havde nu heller ikke meget interesse for ham, da han først ankom.

Joey Barton – Fra QPR til Marseille i 2012

Om vi skulle vælge Barton eller Steven Fletcher, der begge smuttede en tur til Marseille er næsten lige meget – begge handler var mildest talt overraskende. Barton var ude af truppen i PL-bundklubben QPR efter disciplinære problemer, og pludselig som det ikke kunne se mørkere ud for englænderen, så sad han i et fly på vej mod fransk top-fodbold. Han floppede ikke en gang.

Facundo Ferreyra – Fra Shakthar Donetsk til Newcastle i 2014

En af PL-historiens helt store spøgelser. Dengang 24-årige Ferreyra må være listens mindst kendte navn og mest mærkværdige historie. Han blev lejet i sommeren 2014 og sendt tilbage til Ukraine et år senere. I mellemtiden trænede han i store perioder med, men var ikke en gang med på bænken en eneste gang. Der er sidenhen heller aldrig rigtig kommet en forklaring på, hvad der foregik.

Kim Källström – Fra Spartak Moskva til Arsenal i 2014

Ja, okay, det gav sådan set mening på papiret, da Arsenal omgående manglede fylde på midtbanen grundet skader, og Källström fik en stor drøm opfyldt. Ikke sagt, at det var en helt normal transfer, og når han Källström så heller ikke når at komme på banen før til allersidst, hvor han ikke længere var nødvendig, så kommer han alligevel med på listen.

Steven Caulker – Fra QPR til Liverpool i 2016

Caulker er en underlig historie i sig selv. Han blev tidligt udnævnt som en af Englands største forsvarstalenter og virkede til at have alt, der skulle til. Tilbage i 2016 var det dog allerede ved at blive en realitet, at han aldrig ville nå det forventede niveau, og det var vigtigst af alt soleklart, at han ikke havde niveau til Liverpool. Han fik tre kampe.

Seydou Doumbia – Fra AS Roma til Newcastle i 2016

Intet her giver mening. Først og fremmest havde Newcastle ikke brug for en angriber, da de i januar-vinduet hentede Doumbia til. Dernæst blev han set som enorm leje-aftale at lave for en klub som Newcastle, og da han så endelig kom, fik han stort set ikke et minut. Havde han scoret på sit stolpeskud i en 0-0 kampe ude mod Stoke i én af hans i alt tre optrædener, havde det toppet det endnu mere af.

Fabio Borini – Fra Sunderland til AC Milan i 2017

Borini var ikke en gang stjernen på det elendige Sunderland-mandskab, der i 2016/17-sæsonen rykkede ned, og sommeren efter hentede AC Milan ham så på lån, mens de sideløbende var ved at udruste sig for flere hundrede millioner euro. Det virkede ikke ligefrem rationelt, hvilket beslutningen om efterfølgende at købe ham heller ikke viste sig at være.

 

 

Annonce