De Gea forvirret over Van Gaal-udtalelser
Sagaen om den spanske målmand David de Gea vil ingen ende tage. Den spanske landsholdsmålmand sad i sidste weekende på tribunen i premieren mod Tottenham og til fredagens kamp mod Aston Villa er David de Gea heller ikke i Louis Van Gaals trup.
Tidligere har Louis Van Gaal udtalt, at de Gea ikke er mentalt klar til at stå for Manchester United grundet de mange rygter om et muligt skifte til Real Madrid. Derudover forklarede den hollandske manager, at David de Gea selv havde fortalt målmandstræner Frank Hoek, at han ikke ville spille åbningskampen:
– Vores målmandstræner Frank Hoek havde et møde med David de Gea, hvor han spurgte ham, om han ville spille. Til det svarede han nej, hvorfor jeg ikke udtog ham til kampen, sagde Louis Van Gaal forleden.
Folk tæt på David de Gea har bekræftet, at målmanden har holdt et møde med målmandstræneren, men afviser, at han skulle have afvist at spille. Spanieren slår fast, at han var klar til at stå, hvis han blev udtaget til kampen. Det skriver Daily Mail.
De forklarer endvidere, at David de Gea har været forvirret over udtalelserne fra sin manager og forsikrer, at David de Gea er fuldt fokuseret på Manchester United og har været skarp til træning i denne uge.