De Gea: FCM-kamp bliver tricky
David de Gea var en del af det Atletico Madrid-hold, der i 2012 vandt Europa League, og derfor har den spanske superkeeper gode minder fra den europæiske andenrangsturnering.
Derfor ser den 25-årige spanier nogenlunde lyst på forårets udfordringer med torsdagskampe i turneringen, og første bump på vejen er FC Midtjylland.
– Det er en god turnering at spille i. Jeg har kun gode minder fra dengang vi vandt det hele. Selvom vi er blevet slået ud i Champions League, vil vi nu forsøge at vinde her. Vi er trods alt Manchester United.
– Det er en lang turnering med mange kampe, og det er en smule anderledes, da vi nu skal spille torsdagskampe i stedet for kampene tirsdag eller onsdag. Det kan ændre nogle ting, men det skal nok gå, har de Gea fortalt ifølge Manchester Evening News, hvor kampen mod de danske mestre også blev vendt.
– Vi er forberedt og vil gå efter at vinde det hele. Vi har en tricky kamp mod FCM, og man skal huske på at enhver modstander i knockoutfasen kan være svære at overrumple.
Manchester Uniteds to kampe mod FC Midtjylland spilles den 18. og 25.februar.