De danske United-fans har talt: Disse syv stjerner skal sælges denne sommer
Mere end 60 forskellige spillere er indtil videre blevet rygtet til Manchester United denne sommer, og tallet kommer kun til at stige.
Mn hvor der ikke er nogen tvivl om, at Ole Gunnar Solskjær kommer til at være travlt beskæftiget på transfermarkedet, så forventes klubben også at skille sig af med en række profiler denne sommer.
I den anledning har Manchester United-fansene på Manchester United Support Danmark haft en lille rundspørge, hvor fansene selv har vurderet, hvem klubben burde sælge eller beholde.
Det er der kommet nogle ret interessante resultater ud af. Alexis Sanchez har været en stående joke siden skiftet til Old Trafford, og efter halvanden sæson med elendige præstationer på elendige præstationer har Manchester United-fansene fået nok.
Hele 97 procent af de 1600 røde djævle mener, at klubben bør sælge den chilenske angriber. Derudover står Darmian også for skud. Ni ud af ti tilhængere så gerne, at den italienske back blev sparket tilbage til Støvlelandet.
Ligesom Darmian har Marcos Rojos spilletid for Manchester United også været stærkt begrænset denne sæson, og de fleste fans så intet problem med at vinke farvel til ham. 88 procent er for et salg af den argentinske back.
Ashley Young har også været udsat for stor kritik denne sæson, hvor han flere gange er blevet brugt med svingende succes på både venstre- og højreback. Englænderen fylder snart 34, og 86 procent af Manchester United-fansene føler, det er på tide, at han stopper karrieren på Old Trafford.
Phil Jones måtte også gerne blive solgt, mens det måske er noget mere overraskende, at flertallet af Manchester United-supporterne er for et salg af profilerne Nemanja Matic og Romelu Lukaku med henholdsvis 69 og 62 procent af stemmerne.
Men hvem gider Manchester United-tilhængerne så overhovedet ikke skille sig af med?
De unge spillere; Marcus Rashford, Luke Shaw, Scott McTominay, Diogo Dalot og Victor Lindelöf er ekstremt populære, og der er næsten konsensus om, at disse fire spillere for alt i verden skal beholdes.
Det samme kan ikke siges om Fred, Bailly og Smalling. Majoriten af Manchester United-tilhængerne ville gerne beholde dem, men flertallet er snævert.
Noget overraskende er det måske også, at 23 procent gerne så, at klubben solgte David de Gea denne sommer.