De Bruyne: Vil bevise at Mourinho tager fejl
Kevin De Bruyne er opsat på at bevise, at Mourinho tager fejl. Belgieren vil tilbage på førsteholdet i Chelsea.
De Bruyne var helt ude af truppen til Champions League-kampen mod Steaua Bukarest, og siden da har rygterne om midtbanespillerens fremtid floreret i diverse medier. Flere tyske klubber blev sat i forbindelse med De Bruyne, som efter sigende har overvejet sin fremtid på Stamford Bridge.
Belgieren mindede Mourinho om sine kvaliteter i tirsdags, hvor han nettede i hjemlandets kvalifikationskamp mod Wales.
– Jeg vil arbejde hårdt og håbe, at jeg får min chance. Jeg skal bevise mit niveau over for træneren, siger han ifølge Daily Star og fortsætter:
– Jeg var skuffet ligesom de andre spillere, som ikke rejste med, men jeg var ikke den eneste, der ikke var med.
– Han ved, hvad jeg kan. Jeg spillede 90 gode minutter og beviste over for alle, at jeg er i form. Jeg kan kun gøre mit bedste.
Lørdag får vi så svar på, om De Bruynes indsats i landskampen har været nok til at overbevise Mourinho. Chelsea tager nemlig imod Cardiff.