De Bruyne åbner op for Premier League-skifte
Chelsea hentede Kevin De Bruyne i Genk i starten af 2012 for £7 millioner og blev efterfølgende udlejet til Genk for resten af sæsonen.
Næste sæson blev han udlejet til Werder Bremen, hvor han havde stor succes. I 2013/14-sæsonen var han en del af Chelsea-truppen, men Jose Mourinho kunne ikke bruge ham. Derfor valgte man at sælge ham til Wolfsburg for £18 millioner.
Her har han i den grad imponeret, og de flotte præstationer i det tyske har medført stor interesse fra Premier League, hvor han blandt andet er rygtet til Manchester City. Selvom han ser sig selv blive i Wolfsburg, vil han ikke udelukke et skifte.
– Det kan ske, at en klub kommer på banen og kommer med et bud, som Wolfsburg er tilfredse med og også gør mig glad. Som det ser ud nu, bliver jeg i Wolfsburg, siger han til Kicker og tilføjer:
– Jeg bryder mig ikke om spillere der siger, at de bliver i klubben uanset hvad, og så skrider de, når det første tilbud kommer, slutter han.
Kevin De Bruyne har scoret 10 mål og leveret 19 assists i sine 31 ligakampe for Wolfsburg denne sæson.