- De Boer har afvist Spurs og Liverpool
Frank De Boer har afvist posten som manager i Tottenham og Liverpool. Det fortæller Franks bror, Ronald, til talkSPORT.
Frank De Boer har haft stor succes som manager i Ajax Amsterdam, hvorfor han førhen er blevet rygtet til Tottenham og Liverpool. Og Ronald De Boer kan nu fortælle, at Frank har afvist netop disse to klubber.
– Frank har allerede afvist Liverpool og Tottenham. Tottenham ville have ham i januar, men Frank sagde nej, fortæller han, som sagt, til talkSPORT og tilføjer:
– Han sagde også nej til Liverpool sidste år. Han synes ikke, han var klar på dette tidspunkt, og han ville lære mere. Nu er han til gengæld klar. Vi må vente og se (hvilke tilbud han får).
– Det er vigtigt for Frank at finde den rigtige klub – ellers vil han ikke forlade Ajax. Han er meget tilfreds i klubben.
Frank De Boer har været manager for Ajax Amsterdams seniorhold siden 2010, og han var forinden ungdomstræner i klubben og assistentmanager for det hollandske landshold.