Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

De 10 mest undervurderede spillere i Premier League

Af Redaktionen
06.10.2022 Kl. 08:46
Vi kigger her på de ti mest undervurderede spillere i Premier League.

Der er spillere, der er altid får opmærksomhed for deres præstationer på banen, og så er der også dem, der altid bliver overset.

Det kan være den defensive midtbanespiller, der gang efter gang bare placerer sig rigtig og forhindrer modstanderne i at skabe chancer. Eller målmanden, der sjældent bliver sat på prøve, men når han så gør, leverer han altid.

Det er de undervurderede spillere i Premier League, som vi i denne artikel kigger nærmere på.

Herunder har vi forsøgt at udvælge de ti mest undervurderede spillere i verdens bedste liga.

Jack Harrison
I et par sæsoner har Harrison stået i skyggen af Raphinha, og så er han ofte blevet glemt, selvom han har været en god spiller længe. Nu er han trådt frem i mere fremtrædende rolle, og han er kommet rigtig godt fra start i denne sæson.

Vævre driblinger, gode spark og et intensivt presspil er blot nogle af de ting, der kendetegner Harrison, som bør anerkendes mere for sine kvaliteter.

I løbet af denne sæson er der en god mulighed for, at Harrison kan træde ud af den lidt undervurderede rolle, som han har.

Joachim Andersen
Danmark har fået en ny midterforsvarer med international klasse, men når man spiller for Crystal Palace, bliver det ikke altid lagt mærke til.

Gennem det meste af sidste sæson spillede han blændende for The Eagles, og det lader bare til, at han har løftet sit niveau i denne sæson, hvor han også på landsholdet har vist sin klasse.

Nu huskes han primært for at have tirret Darwin Nuñez til at dumme sig nok til at få et direkte rødt kort, men hold øje med Andersen, som er blandt de bedre midtstoppere i ligaen.

Oleksandr Zinchenko
I flere sæsoner spillede han regelmæssigt for Manchester City, hvor Pep Guardiola aldrig tøvede med at give ham tillid på et af verdens bedste mandskaber. Zinchenko leverede nærmest hver gang, men blev overstrålet af andre spillere.

Nu er han kommet til Arsenal, hvor det igen er andre spillere, der løber med omtalen, men ukraineren er en dygtig spiller, som fortjener mere anerkendelse for sin fodboldintelligens.

Kieran Tierney er også røget direkte på bænken, og man bør tale om Zinchenko som en af ligaens bedste venstre backs, selvom han egentlig helst vil spille på den centrale midtbane, som han i mange år har gjort på landsholdet.

Alexis Mac Allister
Han har i flere år spillet en ganske pæn rolle på Brighton-mandskabet, men nu har han for alvor fået sit gennembrug i en lidt mere tilbagetrukken rolle på midtbanen, end hvad han i første omgang var udset til at udfylde.

Argentineren, der også er i spil til VM-truppen, har mange facetter i sit spil, og han har også potentialet til at blive en spiller, som inden alt for længe kan tage skridtet til en større klub.

På banen er han måske ikke den mest iøjnefaldende, og det gør ham til en undervurderet spiller, men det bør der laves om på.

Rodri
Kan man være undervurderet, når man spiller fast for Manchester City? Det korte svar er ja.

For når man spiller sammen med Kevin De Bruyne og Erling Haaland er der selvsagt andre, der ofte løber med opmærksomheden. Rodri har imidlertid løftet sit spil gevaldigt siden starten på Manchester City-karrieren, og han præsterer nu hver eneste gang på et tårnhøjt niveau.

Pep Guardiola er utrolig glad for ham, og det bør i sig selv næsten være nok for, at andre også lader være med altid at undervurdere ham, for han er en verdensklassespiller og en af verdens bedste 6’ere.

Bruno Guimaraes
I januar 2022 hentede Newcastle den brasilianske midtbanespiller i Lyon, og det er i det hele taget en handel, der er gået under radaren. Han er fra første dag gået ind på holdet og vist sit værd på midtbanen, hvor han har taget et stort ansvar på forskellige positioner.

Han er kreativ, boldfast og samtidig dygtig til at holde sin defensive positionering, når det har været påkrævet af ham i denne sæson, hvor han har spillet flere kampe som 6’er. Kvaliteterne er åbenlyse, men han har endnu ikke fået den opmærksomhed, som han egentlig burde.

Den kvalitet, som han besidder, er blandt andet også illustreret ved, at han ligner en spiller, der kommer med på det brasilianske VM-landshold, der er favorit til at løbe med trofæet i Qatar.

David Raya
Den spanske målmand, der næsten er blevet engelsk efter sine mange år i landet, er i gang med sin anden sæson i Premier League efter en række år i The Championship. Det har imidlertid været noget, som han har vænnet sig lynhurtigt til.

Raya har været en solid sidste skanse for Brentford, og for Thomas Franks mandskab har han også været en vigtig brik i opbygningsspillet qua sine gode evner med fødderne.

Det har også kastet en række landsholdsudtagelser af sig, og det siger en del om Rayas kvaliteter, at han holder blandt andre David De Gea og Kepa Arrizabalaga bag sig der. Han fortjener også mere kredit for sine præstationer.

Granit Xhaka
I perioder har schweizeren været en af de mest udskældte spillere i Premier League, og det har også været fortjent nok. Men man bør også hylde spillere, der formår at løfte deres niveau, og det har Arsenal-profilen i den grad gjort.

Han er blevet hjørnestenen på den centrale midtbane hos Mikel Arteta, og Arsenal bliver et dårligere hold, når han ikke er med. Den anerkendelse får han ikke rigtig, men det bør han få.

For Xhaka har elimineret de fleste af sine børnefejl og render ikke længere ind i så mange dumme gule kort. Han er vokset med opgaven og er nu en profil på Premier Leagues tophold.

Thiago Silva
Det kan godt være, at Thiago Silva er blevet 38 år, men han holder fortsat et ekstremt højt niveau. Folk er klar over, at han er god, men det er sjældent, at han bliver nævnt blandt de absolut bedste midtstoppere i Premier League – og den kategori hører han uden tvivl til i.

Derfor er Chelsea-spilleren undervurderet. Hans betydning for The Blues kan heller ikke underkendes. Han spiller så vidt muligt hver gang for London-klubben, og det har betydet, at Kalidou Koulibaly blandt andre har måtte sidde på bænken.

Det vidner om den enorme klasse, som Silva fortsat besidder, og mon ikke man i Chelsea gerne vil forlænge aftalen med ham, så han ikke forlader klubben efter denne sæson? Niveauet har han i hvert fald stadig.

Robert Sanchez
Den 24-årige spanier, der har været hos Brighton helt siden 2013, er i gang med sin tredje sæson som førstevalg mellem stængerne for The Seagulls, hvor han gang på gang leverer gode indsatser.

Sanchez er med sine 197 centimeter en høj målmand, men han er samtidig godt castet til Brighton, da han er dygtig i spillet med fødderne. Det har også givet ham en status af at være andetvalg på det spanske landshold efter Unai Simon fra Athletic Bilbao.

Han er en af de bedre målmænd i Premier League, selvom han ikke så ofte høster anerkendelsen for det, og det kan meget vel blot være et spørgsmål om tid, inden han havner på en rigtig stor adresse.

Annonce