Davis: Bedste trup siden oprykning
Southampton har gjort et meget godt stykke arbejde siden man tilbage i 2012 rykkede op i den bedste engelske række, Premier League.
Det har dog resulteret i kæmpe interesse for mange af klubbens spillere, hvorfor mange af dem siden er skiftet til større klubber.
Alligevel mener klubbens midtbanespiller, Steven Davis, at den nuværende trup er den bedste, siden man rykkede op tilbage i 2012, som også var det tidspunkt, han selv kom til klubben.
– Vi har tydeligvis mistet nogle meget vigtige spillere de sidste par år og igen i år med Morgan Schneiderlin og Nathaniel Clyne, udtaler Steven Davis ifølge Daily Echo.
– Der er spillere, som har gjort et fantastisk stykke arbejde i en række år, så hvis man kigger på konkurrencen om pladserne på holdet, så er det meget sundt, fortsætter Davis.
– Dette er den bedste trup, siden jeg har været her.